Familiens mindste medlemmer har udsigt til at sidde endnu sikrere i bilen.
1. oktober træder en ny godkendelse af de såkaldte i-Size autostole nemlig i kraft, som vil fungere sideløbende med den eksisterende godkendelse af autostole. Det betyder, at det fortsat vil være lovligt at bruge og købe langt de fleste autostole, forudsat at de er mærket ECE 44-03 eller ECE 44-04. Det såkaldte ECE-mærke skal stå på stolen.
Med den nye i-Size standard forankres stolene i bilens isofix-beslag, og vil således allerede i dag nemt kunne monteres i de fleste nyere biler, der har isofix.
På sigt vil alle nye biler imidlertid været tilpasset så alle i-Size stole passer til alle i-Size godkendte pladser i bilen.
LÆS OGSÅ: Værd at vide om i-Size
Mindsker risiko for fejlmontering
”FDMs test af autostole har de senere år vist, at kvaliteten og sikkerheden er blevet markant bedre. Der er ingen tvivl om, at den nu får endnu et løft med den nye i-Size standard, som udover at forbedre sikkerheden også har den fordel, at alle i-Size-stole vil kunne monteres på alle i-Size-pladserne i nye biler,” siger FDMs biltekniske redaktør Søren W. Rasmussen.
Den nye i-Size standard indeholder en række forbedringer af sikkerheden for børn i biler. Blandt andet mindsker i-Size ligesom isofix risikoen for fejlmontering, desuden skal børn i i-Size stole sidde bagudvendt indtil de er mindst 15 måneder.