Et barn, der går eller cykler langs vejkanten, kan være svær for en bilist at se på lang afstand, hvis barnet ikke bærer reflekser eller har lys på cyklen. I værste tilfælde kan det have alvorlige konsekvenser, fordi bilisten ikke kan nå at bremse. Det kan f.eks. være i tætbebyggede områder, hvor bilisten kører med nærlys, og derfor først meget sent opdager fodgængeren eller cyklisten.
Refleksen skal sidde rigtigt
I skumringen, regn eller mørke er reflekser med til at gøre barnet synligt i trafikken, da bilisten ser de roterende reflekser i god tid. Men det er ikke nok bare at hænge dem på skulderen, hvis bilisten skal kunne se dem.
”Det er vigtigt, at reflekserne er placeret således, at bilens lygter fanger refleksionen. Derfor skal de placeres lige over barnets knæ. Det er også en god ide med refleksbånd på arme og ben, og så kan man i dag få et stort udvalg af børneovertøj, hvor der er indbygget reflekser, som også gør barnet mere synligt. Så jo flere reflekser, jo bedre”, siger kursuschef Michael Malmquist fra FDM Sjællandsringen.
Du kan se bilisten, men de kan ikke se dig
Ifølge Michael Malmquist er det vigtigt, at forældrene gør børnene opmærksomme på faren ved ikke at bære reflekser eller lygter:
”Det er vigtigt, at børnene forstår, at selvom de kan se bilisten, så kan bilisten ikke altid se dem. Derfor kunne det være en god ide at tage børnene med ud, når det begynder at blive mørkt og lade dem sidde i bilen, mens den voksne bevæger sig væk og stiller sig udenfor lyskeglens rækkevidde. Så kan børnene i praksis opleve, hvor usynlig man egentlig er i mørke”.
Gode råd til at blive set i mørket
FDM var sidste år på Sjællandsringen med nogle børn for at demonstrere i praksis, hvor svært det er for bilister at se børn uden reflekser eller lys. Til stor overraskelse for de deltagende børn. Det er der kommet denne video ud af:
Nedenfor har FDM samlet nogle gode råd til, hvordan forældre kan gøre deres børn mere synlige i trafikken.
• Sørg for at placere reflekser både for og bag, så barnet kan ses af bilister fra forskellige vinkler.
• Giv barnet en refleksvest på. Det er det mest effektive valg.
• Placér reflekserne i knæhøjde, så de rammer bilernes lygter.
• Refleksbånd på bevægelige dele som arme og ben, gør barnet mere synligt
• Vælg børneovertøj med indbyggede reflekser.
• Barnet bør gå imod trafikken, så han eller hun er synlig for bilisten.
I FDMs netbutik kan du klæde dit barn trafiksikkert på. Butikken kan besøges her: