En sjælden, men frygtet og blodig ulykkestype vil i fremtiden blive endnu mere sjælden. Lastbiler får snart en automatisk nødbremse, der helt eller delvist kan forhindre lastbiler i at brage op bag i personbiler og andre lastbiler bagfra.

Standard på mange modeller
Volvo Lastvogne gør nu nødbremsen til standard på sine store to- og treakslede trækkere, hvilket udgør en stor del af lastvognssalget.
Dermed kommer Volvo, de er Danmarks langt største lastbilmærke, EU-lovgivning i forkøbet, idet nye lastbiler fra 1. oktober 2015 skal være udstyret med den vigtige sikkerhedsfunktion.
Bl.a. Scania og Mercedes-Benz har nødbremsen på ekstraudstyrslisten.
Advarer og bremser

Lovgivningskravet lyder fra 2015 på, at systemet skal reducere hastigheden med mindst ti km/t., når der er en stillestående bil forude. Fra 2018 er det mindst 20 km/t. Volvo siger, at dets system allerede nu lever op til 2018-kravene.
I praksis har systemet stor virkning, for en reduktion på 20 km/t betyder en stor reduktion i bevægelsesenergien, og normalt vil føreren reagere, når den røde lampe lyser.