Højesteret: Offentlige parkeringsregler gælder ikke på private p-pladser

De offentlige regler om kun én p-skive i bilen gælder ikke ved privat parkering, slår Højesteret fast i vigtig dom, der giver FDM medhold.

Private parkeringsselskaber kan ikke bare kopiere færdselslovens regler, har Højesteret slået fast i vigtig dom
Bilist

Mens to parkeringsskiver i bilens forrude er en for mange på offentlig vej, er det ikke nødvendigvis tilfældet, hvis man parkerer på privat område.

Det slog Højesteret mandag fast i en dom, som dermed understreger, at private parkeringsselskaber ikke bare kan overtage færdselslovens regler.

SE VIDEO: Undgå parkeringsfælderne - det siger reglerne

Havde to p-skiver

Sagen handler om et FDM-medlem, som i maj 2012 parkerede på en parkeringsplads administreret af et privat parkeringsselskab i Hørsholm nord for København.

På pladsen var p-skive påbudt. I forruden havde bilisten to p-skiver, der begge var indstillet indenfor tidsbegrænsningen. Alligevel modtog han med henvisning til færdselslovens bekendtgørelse om kun én p-skive en kontrolafgift.

LÆS OGSÅ: Private p-korps må ikke straffe efter færdselsloven

Højesteret: Ingen betydning

Men den går altså ikke, mener Højesteret, som blandt andet begrunder sin afgørelse med, at de to p-skiver i praksis ikke havde nogen betydning, da de begge var indstillet indenfor tidsfristen.

Hos FDM, som førte sagen på vegne medlemmet mod parkeringsselskabet, kalder advokat Lennart Fogh sagen for vigtig.

”Vi er meget tilfredse med Højesterets dom, som klart tilkendegiver, at de offentlige regler om kun én p-skive ikke bare kan kopiers til privat område, og at vores medlem dermed ikke har gjort noget forkert,” siger Lennart Fogh og tilføjer:

”Vigtigst er dog, at Højesteret med sin dom sætter en klar grænse for, hvad private parkeringsselskaber må og ikke må, og de kan altså ikke bare overtage færdselslovens bekendtgørelse om parkeringsskiver.”

LÆS OGSÅ: Parkering på privat område