De første mobiltelefoner med GPS havde dårlige brugerflader, små skærme og hentede konstant kortdata ned under kørslen, hvilket for nogle resulterede i store telefonregninger efter endt ferietur.
Men de nye smartphones baseret på Android og Apples iPhone har programmer, der er udviklet af de store GPS-producenter. De GPS-programmer er fuldt ud ligeså funktionsdygtige som almindelig GPS. Faktisk lidt smartere på et punkt.
Se video: Sådan bruger du mobilen til at finde vej
Googlesøgning
For hvor en almindelig GPS kun har et begrænset antal interessepunkter – ofte kaldet POI – så kan mobiltelefonen supplere disse med onlinesøgninger via Google. Dermed kan det gøres nemmere hvis man skal finde en bestemt restaurant og ikke bare den lokale fastfood leverandør. Søgningen koster lidt på datatrafikken, men der bruges meget lidt data, så selv i Europa kan det bruges uden frygt for en stor efterregning. Rejser man udenfor Europa, bør man sikre, at ens telefon abonnement dækker dataforbrug i det pågældende land.
Læs mere: Sådan placerer du GPS'en
Kortene ligger i telefonen
GPS programmerne fra eksempelvis TomTom, Garmin og Navigon indeholder kort, så mobiltelefonen ikke skal hente kortet under turen. Nokia tilbyder Here Drive+ gratis til deres nyere GPS telefoner, her kan man hente kortene over telefonen, men vi anbefaler på det kraftigste at lægge kortene ned via internettet for at begrænse udgifterne til datatrafik.
En holder er nødvendig
Ønsker du at bruge din mobiltelefon som navigator, så kommer du ikke udenom en holder til bilen for at komme sikkert frem. Udover at sikre en god placering så bør der også medfølge en 12V-lader, da GPS-delen bruger meget strøm i mobiltelefonen. Og på en længere køretur vil den løbe tør for strøm.