Når slutsedlen først er underskrevet, så er det for sent at rette op på den. Så fanger bordet – medmindre der er tale om direkte ulovlige vilkår. Er der forkerte eller unøjagtige oplysninger, er der ikke noget at stille op for bilkøberen.
For mange fejl
Samlet set måtte FDM i 2015 vende tommelfingeren nedad til mere end halvdelen (55 pct.) af de slutsedler, der blev gennemgået. FDM måtte enten fraråde bilhandlen, hvis ikke aftalen ændres på væsentlige punkter eller direkte fraråde bilhandlen (14 pct.).
-Det er vores oplevelse, at mange bilkøbere desværre tror, at en slutseddel er et standarddokument. Men det er den langt fra. Det viser vores gennemgange af slutsedler også ganske tydeligt. Vi finder mange alvorlige fejl og mangler i slutsedlerne, som i sidste ende kan koste bilkøberen dyrt, siger FDMs juridiske chef, Per Alkestrup.
- Når FDM må fraråde mere end hver syvende bilhandel, er der ikke blot tale om forglemmelser eller sjusk fra forhandlerens side. Nogle af de vilkår vi finder i slutsedlerne er direkte ulovlige, som fx når en forhandler forsøger at begrænse bilkøberens reklamationsret på to år.
SE OGSÅ: Garanti og reklamationsret
Alvorlige fejl og mangler
I 2015 gennemgik FDM mere end 1200 slutsedler. Størsteparten af handlerne er med brugte biler. FDM gennemgår slutsedlerne ud fra 19 punkter, der vurderes at have væsentlige eller mindre betydninger. Nogle af de væsentlige bemærkninger FDM har til slutsedlerne er:
- Modelår og/eller modelbetegnelse ikke oplyst
- Bilens leveringsdato er upræcis eller ikke angivet
- Slutsedlen nævner ikke om bilen tidligere har været skadet
- Det angives ikke, om bilen har haft service
- Bilforhandlerens CVR-nummer mangler
- Der tages ulovligt forbehold for bilkøberens ret til to års reklamation
- Der er noteret restgæld i bilen
- Bilens kilometerstand er ikke oplyst
- Synsdatoen er overskredet
- Bilforhandleren er registeret i udhængsskab hos ”Ankenævn for Biler” eller på firmatjek.dk, da han har nægtet at følge en nævnsafgørelse
- Bilens kilometertal er for lavt
- Bilforhandleren er erklæret konkurs eller i betalingsstandsning
Send slutsedlen til FDM
Som medlem af FDM kan du få gennemgået slutsedlen, hvis du blot tager forbehold for, at FDM kan godkende handlen, før du skriver under. Er du ikke medlem, kan du melde dig ind, når du sender slutsedlen til FDM.
LÆS MERE: Sådan tager du forbehold i slutsedlen
Note: Der er i øjeblikket tekniske problemer med hjemmesiden firmatjek.dk.