Guide: Sæt traileren rigtigt på

Se i denne guide, hvordan du kobler din trailer sikkert bag bilen.

Spænd din trailer sikkert bag på bilen
Bilist

 

1) Sikkerhedskæde og sikring

 

Har din trailer sikkerhedskæde eller kabel, starter du med at sætte det fast i sikkerhedsøjet ved anhængertrækket. Det er vigtigt, at det ikke bare hænger rundt om trækket, for så kan du risikere, at kablet falder af, hvis traileren hopper af anhængertrækket, og dermed mister sin sikkerhedsmæssige funktion.

Har traileren en håndbremse, så parkér koblingsgrebet lige hen over anhængertrækket, og træk håndbremsen. Dermed er du sikker på, at traileren ikke triller væk.

Husk, hvis du kobler en trailer med bremse bag på bilen, skal den altid sikres med sprængwire i et såkaldt øje på bilens anhængertræk. Det kan koste en bøde på 1.000 kr. at undlade sikringen.

Video: Sådan kommer du godt af sted med trailer

2) Sæt strøm til

Nu skal du tilkoble elkablet. Det kan være et 7- eller et 13-polet stik. Hvis der er forskel på trailerens og bilens stik, kan du benytte en adapter. Hvis du ser på han- og hunstik, kan du se en tap, som kun kan placeres ét sted. Sætter du det omvendt på, kan stikket ikke skubbes helt i bund.

 

 

 

3) Ned på kuglen

Spænd traileren fast på kuglen. Har traileren bremse, skal den være trukket. Herefter kan du langsomt sænke tilkoblingen ned over anhængertrækket. Fortsæt, indtil håndtaget på koblingsgrebet bliver vandret. Har traileren ikke næsehjul, så løft koblingsgrebet hen over anhængertrækket og lad det falde ned, til håndtaget ligger fladt.

 

4) Koblingsgrebet

Nu skal du sikre, at koblingsgrebet er forsvarligt fæstet på anhængertrækket. De fleste trailere har en ekstra knap på håndtaget samt evt. en farvekode, der viser, om traileren er korrekt fastspændt. Ellers prøv at trykke på trekanten lige bag koblingsgrebet for at se, om det er fastspændt. Har du et næsehjul, så løft traileren op, og hvis du samtidig løfter bilen op i anhængertrækket, så er det en forsvarlig sammenkobling.

 

5) Tjek lygterne

Tjek, at lyset virker i bag-, bremse- og nummerpladelygter samt blinklys. Har traileren næsehjul, så husk at sikre, at det er kørt helt op, inden du kører af sted med traileren. Nu er du klar til at køre med din trailer. Husk, ikke at overlæsse traileren.

 

Se her, hvor meget du må læsse i en trailer

Brug FDMs beregner og se, hvor meget du må køre med

Læs også: Sådan pakker du traileren bedst

 

Køb udstyr til traileren hos FDM:
Besøg FDMshop.dk