Test af GPS apps til smartphones

Navigation på mobiltelefonen er blevet et reelt alternativ til de traditionelle GPS-enheder, der i det seneste årti har siddet i forruden. Læs FDMs tests af GPS app's til både Android og iPhone.

FDM tester GPS til smartphones.
Bilist

Mobiltelefonen er i dag langt mere end blot en mobiltelefon. Den kan eksempelvis fungere fortrinligt som GPS. Det er dog af sikkerhedshensyn vigtigt, at man sørger for en god mobilholder med mulighed for at oplade mobilen. 

Læs mere: Test af GPS

Online eller offline

Et af de centrale valg mellem de forskellige GPS apps er om kortet skal ligge på selve telefonen, eller om du vil hente kortdata undervejs, når du bruger GPS'en. Bruger du telefonen i Danmark, skal du køre meget med navigation før at dataudgifterne vil kunne ses på din mobilregning.

Bruger du mobilen til online navigation i udlandet, vil du få en større regning på grund af roamingudgifterne. Derfor vil det bedst kunne betale sig at vælge en app, der gemme kortet på mobiltelefonen, hvis du bruger GPS'en i udlandet. Dette afhænger dog af ens mobilabonnement, flere teleselskaber tilbyder i dag et stort dataforbrug også i udlandet, så her kan man godt bruge online navigation. 

Det er dog ikke alle steder, at der er mobilforbindelse. Så skal du på en tur i et øde område, hvor mobildækningen er dårlig, bør du have en app, hvor kortdata bliver gemt på mobilen. 

Sådan bruger du smartphonen som GPS:

 

Nem opdatering

En af de helt store udfordringer med de traditionelle GPS-enheder er opdatering af kortet, hvor du skal forbinde til en server via en computer. På mobiltelefonen er opdateringen langt nemmere. Ved onlinenavigaton bliver kortdata hentet ved hver ruteberegning, og du har derfor altid aktuelle kortdata. Bruger du en app, hvor kortmaterialet ligger på selve mobilen, kan du opdatere kortmaterialet via wifi gennem eksempelvis Appstore på iPhones eller Google Play for Android-telefoner. Ulempen ved apps med kortmateriale på mobilen er, at de ikke bliver opdateret så ofte. Typisk er det kun fire gange om året. 

Læs mere: Sådan opdaterer du din GPS

Spar tid med aktuelle trafikinformation

To af de mest interessante punkter i dag er trafikinformation og kvaliteten af kortet. I takt med at vejene er blevet mere befærdede er det ikke altid, at den korteste vej er den hurtigste. Her har du brug for aktuelle trafikinformationer, for at sikre, at du ikke ender med at sidde uforholdsmæssigt lang tid i kø. Her er TomTom samt Google dem som har de bedste trafikdata. Apple har også udmærkede trafikdata i deres kort-app.

Forskel på kortkvaliteten 

Kvaliteten af kortmaterialet er generelt god i dag, men der er forskel på om det er et professionelt kortprodukt eller baseret på OpenStreetMaps. Det sidste er open-source og virker godt i de fleste tilfælde. Men der er veje, hvor indsnævringer eller ensretninger ikke er korrekte. Det kan forlænge rejsetiden og i værste fald bringe en i situationer, hvor man følger GPS'en og bryder færdselsloven. Derfor anbefales det, at man vælger et produkt, hvor kortmaterialet bliver opdateret professionelt. TomTom, Google og Here Maps er troværdige kortleverandører. 

Bruger du telefonen i Danmark, skal du køre meget med navigation før at dataudgifterne vil kunne ses på din mobilregning.

Tre gode GPS apps 

FDM har prøvet flere forskellige navigationsapps gennem tiden, og brugervenligheden er blevet markant bedre og ensartet over tid. Derfor er det på andre parametre, at du skal vælge app. Der er tre apps til både Android-mobiler og Apple iPhone, som vi gerne vil anbefale: Google Maps, TomTom GO og HERE WeGo. 

Google Maps fungerer imponerende, både deres trafikinformationer, der er blandt de bedste på markedet, og så opdateringshastigheden af deres kort markedsledende. Dertil kommer, at du kan søge mellem mange interessepunkter, som Google har opsamlet via deres søgemaskine. Det største minus er, at det er besværligt, at gemme kortdata på selve mobilen. Du kan markere et større område og hente vejnettet, men ikke hele lande.

TomTom GO er app-udgaven af TomToms velkendte GPS-enheder, men de har mange erhvervskunder og derfor har de meget aktuelle trafikinformationer. Samtidig bruger de store ressourcer på at opdatere kortmaterialet, men det er ikke løbende opdateringer. Med TomTom har du fordelen af, at kortmaterialet altid er tilgængeligt, og at du derfor altid vil få en vejvisning. Deres trafikinformationer bliver koblet sammen med historiske trafikdata, hvormed du får den hurtigste ruteberegning med TomTom. Ulempen er, at du skal have et abonnement for at bruge GO. Priserne fremgår i deres app. 

Here WeGo er gratis at bruge, og du kan hente og gemme kortmateriale på mobilen. Det kan gøres for hele kontinenter eller du kan udvælge enkelte lande. Det kan være en smart løsning, hvis du eksempelvis skal til USA eller en anden eksotisk destination, hvor du gerne vil have vejvisning uden at bruge data på mobilen. Bruger du Here WeGo i områder, hvor du kan bruge data, kan du også vælge at få aktuelle trafikinformationer. Det er udemærket information, men ikke helt på niveau med TomTom og Google Maps. 

 

Køb GPS hos FDMshop.dk