Reservehjulet smadrede bilen

Som det mest naturlige satte Peter Sørensen reservehjulet på sin Suzuki Swift, som punkterede, mens hans hustru kørte. Men det skulle han ikke have gjort, for det endte med en værkstedsregning på 3.330 kr.

Reservehjulet smadrede bilen
Bilist

Hvis bilen punkterer, er det logisk at skifte det flade dæk ud med reservehjulet. Det gjorde Peter Sørensen på sin Suzuki Swift fra 2011. Efter i alt 18 km på det mindre nødhjul fik han fat i et nyt dæk, og bilen var bilen igen stabil. Troede han og hustruen Felicidad. For en lampe indikerede nu, at bilens antiudskridningssystem, ESP, ikke virkede.

"Værkstedet forklarede, at ESP-modulet var blevet forvirret af reservehjulets højere omløbshastighed, og at den derfor var ødelagt og skulle skiftes. De kendte til problemet, og en anden kunde havde oplevet det samme", forklarer Peter Sørensen, der havde udsigt til en regning på 10.000 kr.

Fejlene sker på Suzuki Swift-modeller fra 2010 til 2014, og det gælder både benzin- og dieselmotorer.

Ikke dækket af garantien

Han slap dog med „kun” at betale en tredjedel – altså 3.330 kr.

– Jeg er ikke utilfreds med værkstedet, der har gjort alt for at hjælpe mig, men jeg forstår ikke, hvorfor Suzuki ikke advarer deres kunder mod at benytte reservehjulet, når de ved, at det kan skabe store problemer. Det er ikke rimeligt, at jeg ender med en regning, fordi jeg bruger det reservehjul, der følger med bilen, siger Peter Sørensen.

Da fabriksgarantien på hans bil er udløbet, bliver fejlen ikke dækket.

– Men Suzuki bør jo oplyse deres kunder om en kendt fejl, så de kan ringe efter vejhjælp i stedet for at benytte reservehjulet og uforvarende ende med en stor værkstedsregning, påpeger Peter Sahl, teknisk konsulent i FDM Rådgivning.

Læs mere: FDMs råd om værksted og syn

Swift-ejere bliver ikke advaret

Suzuki har valgt ikke at fortælle kunderne om problemet, da der er en lille risikoen for, at det opstår.

– Ud af 6.905 solgte biler kender vi til 10 sager på syv år. Seks af dem er betalt under fabriksgarantien, og fire inkl. Peter Sørensens er der ydet kulancedækning på, forklarer John Mogensen, der er PR-manager hos Suzuki.

Fejlene sker på Suzuki Swift-modeller fra 2010 til 2014, og det gælder både benzin- og dieselmotorer. Suzuki forklarer, at ESP-modulet, der overvåger det enkelte hjuls hastighed, kan vise fejl ved store afvigelser, og i sjældne tilfælde har det vist sig, at fejlkoden ikke kan slettes.

Suzuki: Vi yder trods alt kulance

På trods af, at Peter Sørensen nu står tilbage med en regning, mener Suzuki ikke, at andre Swift-ejere skal være bekymrede.

– De kan forsætte med at bruge deres reservehjul. Men hvis en ESP-advarselslampe lyser, skal man selvfølgelig kontakte sit Suzuki-værksted, siger John Mogensen, der ikke helt kan finde ud af, om det er rimeligt, at Peter Sørensen skal betale flere tusinde kroner for at benytte bilens reservehjul.

Læs mere: Hvad er kulance

– Både ja og nej. Det kan jo ikke helt undgås, at der fra tid til anden opstår fejl på en bil. I det konkrete tilfælde er der tale om en godt fem år gammel bil, hvor der trods alt ydes en kulance på to tredjedele af reparationen.

Har du spørgsmål til dine rettigheder som bilist, kan du som medlem altid kontakte FDM

Kontakt FDM