Trods de senere års sænkning af registreringsafgiften er de danske bilejere stadig beskattet alt for hårdt. Det konkluderer de økonomiske vismænd i deres nye rapport Økonomi og Miljø 2018.
Her påpeger vismændene desuden, at de nuværende bilafgifter, der primært ligger på køb og ejerskab af bilen, er forkert skruet sammen.
At de danske bilejere er overbeskattede, er ingen nyhed. Det har FDM og andre påpeget i årevis
De foreslår i stedet, at afgifterne lægges om til en kilometerbaseret afgift, som allerhelst tager højde for, hvor og hvornår bilen bruges, dvs. reelt en form for road pricing. På den måde vil afgiften også i langt højere grad afspejle de negative effekter som trængsel og ulykker, der er forbundet med personbiler.
Læs også: Vismænd: Sænk bilafgifterne
Bilister beskattes for hårdt
”Personbiler er i udgangspunktet underlagt en omfattende beskatning i form af afgifter på køb, ejerskab og brændstof. Den nuværende beskatning står imidlertid ikke i forhold til de eksterne effekter fra personbiler, da niveauet for beskatning af en gennemsnitlig personbil klart overgår omkostningerne relateret til trængsel, ulykker, CO2-udledning mv.,” skriver vismændene blandt andet.
Ifølge vismændene er det muligt at forbedre velfærden ved at omlægge den nuværende registrerings- og ejerafgift til en kilometerbaseret afgift, samtidig med at afgiften på benzin og diesel og sænkes.
Læs også: Nyt oplæg viser vej il smartere bilafgifter
FDM: Omlæg bilafgifterne
FDM har længe kritiseret de høje danske bilafgifter, og er derfor enige i vismændenes konklusion.
”At de danske bilejere er overbeskattede, er ingen nyhed. Det har FDM og andre påpeget i årevis, og vi er derfor glade for, at de uafhængige vismænd i De Økonomiske Råd er enige med os i den vurdering. FDM er også enig i, at vi skal helt væk fra en købsafgift på biler og i stedet have en beskatning på brugen af bilen og ikke ejerskabet. Derfor støtter FDM også på langt sigt ideen om road pricing. Inden vi når dertil, mener vi løsningen er, at de nuværende bilafgifter sænkes og omlægges til en teknisk afgift, og som betales løbende som man kender det fra for eksempel den grønne ejerafgift,” siger afdelingschef i FDM, Torben Lund Kudsk.