Selvom kilometertallet er lavt, og lakken står flot, er der stadig god grund til at se sig for, når du køber brugt bil. En ny stor undersøgelse, FDM har lavet af fem populære brugte biler, viser nemlig, at bilerne i gennemsnit gemmer på fejl for 3.061 kroner.
FDM har undersøgt mere end 2.000 brugte biler af bilmodellerne Ford Focus, Ford Mondeo, Skoda Fabia, Toyota Avensis og VW Golf.
Læs også: Tjekliste til køb af brugt bil
Som vores undersøgelse viser, er langtfra alle biler lige så sunde, som de giver indtryk af
Biler ikke altid lige sunde
”Der bliver handlet omkring 500.000 brugte biler i Danmark om året. Som vores undersøgelse viser, er langtfra alle biler lige så sunde, som de giver indtryk af. Det beløb, vi i gennemsnit har fundet fejl for, er beregnet ud fra værkstedspriser i den absolut lave ende af markedet. Kører man på et mærkeværksted, kan det nemt blive meget dyrere. For en af de fem biler indhentede vi priserne for samme reparationer på et mærkeværksted. Det betød, at prisen steg med knap 3.200 kroner til 7.273 kroner,” siger leder af FDMs tekniske rådgivning, Lone Otto.
Fejl kan hurtigt løbe op
Så dyre er fejlene på de fem biler:
VW Golf: 2.477 kr.
Skoda Fabia: 2.620 kr.
Toyota Avensis: 2.620 kr.
Ford Focus: 3.498 kr.
Ford Mondeo: 4.089 kr./7.273 kr.*
*Pris på Ford værksted
Prisen for fejlene er dog et konservativt skøn. FDM har nemlig ikke talt fejltyper som oliespild og fejlkoder med, da de kræver yderligere undersøgelser. Men det er fejl, der kan dække over alt fra en pakning, der skal skiftes, til reparationer, som nemt kan løbe op i 10.000 kroner eller mere.
Derfor anbefaler FDM, at du sikrer sig, at forhandleren udbedrer alle alvorlige fejl, inden du køber bilen. Hvis ikke, risikerer du selv at hænge på dem, og så kan selv en billig bil hurtigt blive dyr.
Bilens tilstandsrapport
”Ligesom man ikke køber et hus uden at få lavet en tilstandsrapport, viser vores undersøgelse, hvorfor det samme bør gælde ved køb af brugt bil. For selvom biler i dag er blevet bedre og har færre fejl, er de også blevet dyrere at reparere. Derfor bør man altid få bilen gennemgået hos FDM eller en anden fagmand, så man sikrer sig en uvildig vurdering af bilens stand,” siger Lone Otto.
Læs også: Når du køber brugt bil hos forhandler
Undersøgelsens fem bilmodeller havde i gennemsnit 5,5 fejl, mens FDM i gennemsnit finder 6,2 fejl på alle brugte biler. Antallet af fejl stiger med bilens alder.