FDM fik 85.000 kr. retur til medlem

Casper Leuenhagen betalte 85.000 kr. for skaderne efter en fejl i styreboksen til anhængertrækket. Da FDM gik i dialog med importøren, fik han alle sine penge tilbage

FDM fik 85.000 kr. retur til medlem
Bilist

Det kom som et lyn fra en klar himmel, da Casper Leuenhagens fem år gamle Volvo XC70 ikke ville starte. Det var dog ikke Thor, der svingede sin hammer, men et selvantændt trailermodul under bagagerummet, der skabte gnister og smelteskader.

Hele ledningsnettet i bilen skulle skiftes, og regningen lød på godt 100.000 kr. Bilens garanti var udløbet, og hans forsikringsselskab dækker ikke kortslutning i det elektriske system.

Læs også: FDMs reparationsaftale med værksteder

Vi var utilfredse over at stå med en kæmpe regning uden garanti for, at fejlen ikke ville opstå igen, da der ikke var noget svar på, hvad der startede branden

Utilfreds med kæmpe regning

Værkstedet mente, at det kunne skyldes, at bilen havde holdt med trailer på anhængertrækket, der var eftermonteret - i øvrigt hos et autoriseret Volvo-værksted. Værkstedet gav rabat, så den uheldige bilejer „slap” med 85.000 kr.

”Værkstedet har været imødekommende, men vi var utilfredse over at stå med en kæmpe regning uden garanti for, at fejlen ikke ville opstå igen, da der ikke var noget svar på, hvad der startede branden,” forklarer Casper Leuenhagen, der havde kontakt med FDM i forløbet.

På billedet står han med det kortsluttede ledningsnet fra sin Volvo XC70.

FDMs rådgivere sidder klar til at hjælpe dig

Hurtigt svar fra importøren

Det havde dog intet med traileren at gøre, og der blev indledt en dialog med Volvo i Danmark.

”Vores medlem mente ikke, at forhandleren eller importøren undersøgte årsagen til fejlen tilstrækkeligt, så vi tog kontakt. Bl.a. for at få en forklaring på problemet, der måske kunne opstå i andre biler. Volvo reagerede hurtigt og kontaktede sine kolleger i Sverige,” forklarer Tom Westersø Larsen, teknisk konsulent i FDM Rådgivning.

Det betaler sig at klage

Volvo konstaterede, at styreboksen til det eftermonterede anhængertræk ikke var monteret efter deres egne forskrifter, og Casper Leuenhagen fik refunderet sin udgift til en nyt ledningsnet på 85.000 kr.

”Sagen viser, at man uanset problemet har ret til erstatning, selvom der er gået mange år efter en fejlmontering. Det kan betale sig at klage, selvom man måske i første omgang møder modstand,” påpeger Tom Westersø Larsen.

Kontakt FDM