Hvornår må barnet sidde på forsædet?

Kampen og plageriet blandt børnene om pladsen på forsædet er velkendt i de fleste familier. Men hvad er reglerne, og hvornår bør man give dem lov at sidde foran?

Mor, jeg vil sidde på forsædet!
Bilist

Det er min tur! Nej, du sad der på vej herhen, nu er det mig!

Pladsen på forsædet ved siden af far eller mor er eftertragtet, når børnene når en vis alder. Det er nemlig forbundet med prestige, stolthed og opmærksomhed fra forældrene at få lov at se ud af forruden på køreturen.

"For børnene handler det om at positionere sig i en flok, og når man får lov at sidde foran, så er man lidt højere i hierarkiet. Barnet er „den store“ og dermed lidt mere end de andre. Den voksnes favorit. Det er det samme som, hvis alle vil have den lilla bold, så er der prestige i at have den, selvom der er mange andre bolde, siger børneneuropsykolog Helle Kjærgård," der er forfatter på flere bøger om børn og psykologi.

Der er fordele og ulemper ved begge pladser, men det er ikke mere sikkert at sidde på bagsædet end foran.

Opmærksomhed fra de voksne

Hun forklarer, at det er helt normalt, at børn skændes om at få lov at sidde forrest i bilen, og at det er forældrenes opgave at skære igennem og fordele den eftertragtede plads efter tur.

Foruden prestigen er det også helt lavpraktisk pladsen, hvor man kan se mere, og der er mindre risiko for at blive køresyg. Sidst, men ikke mindst, får barnet sin forælders udelte opmærksomhed.

"I dagligdagen kan det være svært at få forældrenes opmærksomhed, fordi de skal lave mad osv. Men i bilen kan far eller mor ikke gå deres vej, og barnet har den voksnes ører for sig selv. Især op til 8-9-års alderen er der så meget, de gerne vil fortælle, og de taler nærmest uafbrudt. Barnet bliver ikke hørt i samme grad, hvis det sidder på bagsædet," påpeger Helle Kjærgård.

Køb autostol og selepude

Højden er afgørende

Børn skal være spændt fast i godkendt sikkerhedsudstyr, der passer til alder, størrelse og vægt. Når de er højere end 135 cm, må de benytte sæder og seler ligesom voksne. Her har alder ingen betydning.

Læs mere: Regler og lovgivning om autostole

Som forældre kan man være bekymret for, om pladsen forrest i bilen er mindre sikker. Men det er ikke nødvendigvis bedre at sidde „beskyttet“ bag forsædet.

"Der er fordele og ulemper ved begge pladser, men det er ikke nødvendigvis mere sikkert at sidde på bagsædet end foran. Det gælder uanset barnets alder. Fordelen ved at sidde foran kan være, at der er selestrammere, sideairbags og mulighed for at indstille sædet – som man ofte ikke har bagved. På bagsædet kan barnet derimod ikke pille ved knapperne, den voksne kan låse døre og vinduer, og der kan være legetøj i lommerne bagpå forsædet," forklarer bilteknisk redaktør på Motor, Søren W. Rasmussen.

Skal airbaggen slås fra?

Bilproducenterne definerer et barn til at være under 140 cm. Om det er sikkert at placere barnet på forsædet afhænger af bilens konstruktion.

Det har hidtil været FDMs anbefaling, at børn under 140 cm ikke bør sidde på forsædet, da airbaggen i de fleste biler er designet til større personer. Er det alligevel nødvendigt at placere barnet på forsædet, skal airbaggen deaktiveres. 

Men i dag har nogle nyere bilmodeller bedre airbags, der ikke skal deaktiveres, hvis børn under 140 cm sidder på forsædet. Det vil fremgå af bilens instruktionsbog.

Det er FDMs råd, at du altid følger bilproducentens anbefalinger. Er du i tvivl, er det sikre valg at placere børn på bagsædet fremfor på forsædet med deaktiveret airbag.

Video: Sådan skal børn på forsædet spændes fast

 

Selen skal sidde rigtigt

Får barnet lov at sidde på forsædet, er der en række ting at være opmærksom på.

– Man skal sørge for, at sikkerhedsselen har det bedste lige forløb henover barnet. Den må hverken sidde for løst eller gå for langt bagud fra skulderen og op til fæstningspunktet, siger Søren W. Rasmussen.

Sidder barnet bedst på en selepude, kan man med fordel stadig benytte den, selvom barnets højde er kommet over de afgørende 135 cm.

Regler for børn på forsædet

Børn lavere end 135 cm skal være spændt fast i godkendt sikkerhedsudstyr, der passer til alder, størrelse og vægt.

Børn højere end 135 cm må benytte bilens sæde og sikkerhedssele ligesom voksne.

I bagudvendt autostol

Barnet: Op til ca. 4 år.

Airbaggen skal altid slås fra, og sædet bør køres så langt tilbage som muligt. FDM anbefaler, at børn sidder i bagudvendte autostole så længe som muligt.

I fremadvendt autostol

Barnet: Op til ca. 4 år.

Her har anbefalingen tidligere været, at airbaggen skulle slås fra. Men i nogle nyere biler er det ikke nødvendigt. Læs anvisningerne i din bils instruktionsbog, inden du kører. Er du i tvivl, så placér barnet på bagsædet.

Med selepude

Barnet: Ca. 4-10 år og lavere end 135 cm.

Vælg gerne en selepude med ryglæn og sørg for, at den skrå sele har et lige forløb og sidder tæt henover barnets krop. Hofteselen skal gå henover hoften – ikke maven. Læs i bilens instruktionsbog, om airbaggen skal slås fra. Er du i tvivl, så placér barnet på bagsædet.

Uden selepude

Barnet: Højere end 135 cm.

Selen skal have et lige forløb og skal gå henover barnets krop og må f.eks. aldrig sættes under armen. Sidder barnet bedst på en selepude, kan man med fordel stadig benytte den. Husk, at den kun gælder op til 36 kg. Læs i bilens instruktionsbog, om airbaggen skal slås fra. Er du i tvivl, så placér barnet på bagsædet.

Læs mere: Alt om autostol