Enklere regler for veteranbiler på vej

Skatteministeren og Dansk Folkeparti vil afskaffe det såkaldte originalitetskrav til veterankøretøjer over 35 år. Det vil gøre reglerne langt mere overskuelige og enkle at administrere.

Står det til skatteminister Karsten Lauritzen (V) og skatteordfører René Christensen (DF), skal alle køretøjer over 35 år kunne registreres som veteraner, hvad enten de er ombyggede eller ej
Bilist

Reglerne for veterankøretøjer er for komplicerede og svære at kontrollere. Det mener skatteminister Karsten Lauritzen (V) og skatteordfører René Christensen (DF), der nu lægger op til at 
sløjfe det såkaldte originalitetskrav.

Kravet betyder kort fortalt, at en mindst 35 år gammel bil eller motorcykel skal stå som ved første registrering, hvis den skal kunne indregistreres som veteran og dermed nyde godt af f.eks. lavere registreringsafgift ved import og lange synsintervaller.

Læs mere: De vigtigste regler for en veteranbil

Veteranstatus til alle over 35 år

Reglerne fortolkes i dag så stramt, at en bil ikke kan veteranregistreres med f.eks. en motor af en anden type end den originale – selvom bilen kunne leveres med den pågældende motor, da den var ny.

Det vil blive nemmere og billigere for bilejerne at kunne nyde deres veteranbiler

Men står det til de to politikere, skal alle køretøjer over 35 år fremover kunne registreres som veteraner, hvad enten de er ombyggede eller ej.

„Som det er i dag, er reglerne for komplicerede. Derfor ser jeg også frem til at se flere gode, flotte veteranbiler på vejene – uden den enkelte ejer behøver bekymre sig over komplicerede regler“, siger René Christensen.

Læs MotorClassic

Win-win-situation

Skatteministeren taler ligefrem om „en win-win-situation“: „Det vil blive nemmere og billigere for bilejerne at kunne nyde deres veteranbiler, ligesom det også bliver lettere at administrere reglerne for Motorstyrelsen“, siger Karsten Lauritzen.

Til gengæld er der lagt op til, at et veterankøretøj fremover højst må køre f.eks. 4.000 km årligt. Det skal forhindre, at ombyggede veteraner bruges til hverdagskørsel.

De fleste veteranforsikringer har i forvejen lignende begrænsninger. Men en eventuel 4.000 km-grænse huer ikke Motorhistorisk Samråd (MhS), der er paraplyorganisation for de danske veteranklubber og sammen med FDM og en række af bilbranchens organisationer længe har presset på for at få forenklet reglerne.

„Vi er selvfølgelig klar over, at vi må betale en pris at få en mere overskuelig lovgivning. Men vi vil arbejde for at finde en bedre løsning end en km-begrænsning“, siger MhS’ formand, Steen Rode-Møller.

Læs også: FDM Forsikring lancerer ny forsikring til veteranbiler

Et valg på tværs

Folketinget kan dog ikke nå at ændre lovgivningen før det kommende valg. Men både Karsten Lauritzen og René Christensen er fortrøstningsfulde, og skulle valget medføre et regeringsskifte, lægger de op til at fremsætte et beslutningsforslag i den kommende folketingssamling.

Ifølge Karsten Lauritzen har de dog endnu ikke diskuteret sagen med andre af tingets partier.