København smider p-app på porten

P-appen WayToPark kan fremover ikke længere bruges i København. FDM opfordrer kommunen til at holde igen med p-afgifterne, indtil alle WayToPark-mærkater er fjernet fra p-automaterne.

Københavns Kommune har opsagt samarbejdet med p-appen WayToPark
Bilist

Bilister kan fra mandag den 20. januar ikke længere bruge parkerings-appen WayToPark, når de parkerer på offentlige parkeringspladser i København.

Samtidig forventer vi, at kommunen har en lempelig tilgang til de bilister, der i bedste mening måtte have anvendt WayToPark

Årsagen er, at app-udbyderen ikke har levet op til de vilkår, der indgår i kontrakten med Københavns Kommune. Derfor har Center for Parkering besluttet at stoppe samarbejdet, skriver kommunens Miljø- og Teknikforvaltning i en pressemeddelelse.

Læs også: P-automater sikres mod tastefejl

I forbindelse med lukningen har Center for Parkering har indskærpet over for WayToPark, at firmaet er forpligtet til at informere sine brugere om ændringen, men har endnu ikke kunnet få bekræftet fra firmaet, at de vil sørge for at give kunderne besked.

Læs også: Upræcise p-apps kan koste ærgerlig afgift

Brugere skal have besked

”Hvis ikke brugerne får direkte besked på appen, er der en risiko for, at de tror, betalingen er gået igennem. Derfor vil vi også gerne som kommune gøre brugerne opmærksomme på, at appen fra mandag den 20. januar 2020 ikke længere er koblet op på vores digitale betalingssystem,” udtaler enhedschef fra Center for Parkering, Jesper Borch.

Center for Parkering vil sørge for at fjerne WayToParks mærkater fra p-automaterne, med eftersom det tager noget tid at komme omkring samtlige p-automater i byen, vil der i en overgangsperiode stadig kunne findes mærkater rundt omkring.

Læs også: Pas på p-appens priser

Bilister risikerer p-afgift

Som forbrugerorganisation forventer FDM, at WayToPark informerer deres kunder om, at appen ikke længere kan bruges på offentlige p-pladser i København.

”Samtidig forventer vi, at kommunen har en lempelig tilgang til de bilister, der i bedste mening måtte have anvendt WayToPark, så længe der er fysiske mærkater for WayToPark på p-automaterne. Hvis man kan se på p-automaten, at en given p-app kan bruges, må man naturligvis også kunne handle derefter uden af få en parkeringsafgift,” siger juridisk konsulent i FDM, Dennis Lange.

Medlemsfordel: Spar penge på parkeringen