Så meget koster en brugt elbil

Markedet for brugte elbiler er forholdsvis begrænset. Få her et overblik over det aktuelle udvalg og priser.

Markedet for brugte elbiler er forholdsvis begrænset. Få et overblik over det aktuelle udvalg og priser her.
Bilist

Mange er interesserede i brugte elbiler, men markedet er forholdsvis beskedent. Det gør at nogle elbiler bliver uforholdsmæssigt dyre fordi efterspørgslen overstiger udbuddet af biler.

Derfor bør du altid overveje at købe ny elbil, også selvom det er lidt dyrere. Ikke mindst fordi batterierne er blevet større, så rækkevidden er blevet markant længere.

Rækkevidden bliver kortere med tiden

På de brugte elbiler skal du desuden være opmærksom på, at rækkevidden bliver kortere, når bilen bliver ældre. Det er især en udfordring, fordi batterierne på de ældre elbiler i forvejen er relativt små, og du derfor om vinteren kan opleve meget korte rækkevidder på elbiler med små batterier. 

Læs også: Skal jeg købe ny eller brugt bil?

Men der kan være situationer hvor selv en kort rækkevidde kan klare dine transportbehov eller en nyere elbil med længere rækkevidde passer til dine pendlerbehov. Derfor har vi lavet en kort oversigt over fem af de mest populære elbiler på det danske brugtbilsmarked:

BMW i3 aut.

Biler til salg: 24

Pris (årgang 2016): 180.000 kr.

De første årgange af i3 havde et meget lille batteri, hvilket kan give en for kort rækkevidde. Bygget af eksotiske miljøvenlige materialer. Bagdørene kan kun åbnes, når fordørene er åbne. 

Nissan Leaf

Biler til salg: 15

Pris (årgang 2016): 180.000 kr.

Designet er ikke så banebrydende som selve bilen. Fokus er på at skabe en bil som alle andre, der bare er elektrisk. Det eneste, der stikker lidt ud, er en anderledes betjening af gearvælgeren. 

Renault Zoe

Biler til salg: 14

Pris (årgang 2016): 120.000 kr.

Generelt en populær elbil, der kan lade forholdsvis hurtigt hjemme. Vær opmærksom på, at nogle biler sælges med batteri, mens du skal betale leje for batteriet i andre. Det gør en forskel i prisen.  

Læs alt om elbiler

Tesla Model S 90D

Biler til salg: 26

Pris (årgang 2016): 509.000 kr.

Det store Tesla-år var 2015, og de biler er godt 10 procent billigere end 2016-årgangen. En banebrydende bil, der er meget hurtig. Gå efter en bil, hvor trykskærmen er skiftet.

Læs mere: Stortest af elbiler på det danske marked 

VW e-Golf

Biler til salg: 13

Pris (årgang 2016): 170.000 kr.

E-Golf er ikke opsigtsvækkende, men til gengæld en meget velkørende elbil. Rækkevidden er kort på de første årgange. Lillebror e-Up koster ca. 100.000 kr.  

Gennemsnitsprisen er for biler fra 2016. Antallet af biler til salg er for elbiler indregistreret 2012-2016. Tallene er indsamlet ultimo 2019.

Få hjælp af FDM til at vælge elbil:

Kontakt FDM