FDM til kommission: Sådan omlægges bilafgifterne

FDM, Bilbranchen i DI og De Danske Bilimportører præsenterede onsdag deres fælles forslag til nyt grønt afgiftssystem for bilkommissionen.

FDM var med til at præsentere fremtiden bilafgifter for bilkommissionen.
Bilist

Med udkastet til ’Fremtidens afgifter til fremtidens biler’ under armen havde FDM sammen med Bilbranchen i DI og De Danske Bilimportører onsdag foretræde for den såkaldte bilkommission.

Her præsenterede de tre organisationer deres forslag til, hvordan det nuværende afgiftssystem kan omlægges, så det både fremmer de grønne biler, uden at staten mister indtægter.

Læs også: Ros til grøn retning i finanslov 2020

FDM fik foretræde for bilkommissionen
FDM, Bilbranchen i DI og De Danske Bilimportører fremlagde i Finansministeriet det fælles oplæg 'Fremtidens afgifter til fremtidens biler' for bilkommissionen.

”Vi har i dag (onsdag, red.) haft et godt møde med kommissionen, hvor vi fik mulighed for at præsentere vores forslag. Det går blandt andet ud på, at man helt fjerner registreringsafgiften og den grønne ejerafgift på nul- og lavemissionsbiler. I takt med at bilerne bliver konkurrencedygtige med benzin- og dieselbiler, kan man i stedet for indføre en afgift på de grønne biler, som baserer sig på deres energieffektivitet og vægt. På den måde sikrer man finansieringen,” siger afdelingschef i FDM, Torben Lund Kudsk, og tilføjer:

”Kommissionen lyttede til vores ideer, og vi havde en god drøftelse af udfordringerne i hele øvelsen. Nu håber vi naturligvis, at kommissionen vil tage vores ideer med i det videre arbejde.”

Læs også: Fra nytår stiger de mest solgte elbiler i pris

Delrapport til sommer

Bilkommissionen blev nedsat i februar 2019 af den daværende regering med det formål at komme med en løsning på, hvordan den grønne omstilling af bilparken bedst muligt kan realiseres.

Læs også: FDM bilbudget 2020: Billigst at køre elbil

Hovedopgaven er at komme med forslag til, hvordan omstillingen finansieres. Her er udfordringen, at det nuværende afgiftssystem ikke er forberedt til en så stor udrulning af lav- og nulemissionsbiler. Det betyder blandt andet, at flere elbilmodeller i dag er fritaget for afgift.

Bilkommissionen ventes at komme med en delrapport først på sommeren, mens kommissionens endelige anbefalinger ventes at foreligge sidst på året.

Læs også: Se alle de nye elbiler i 2020 og 2021