Ny stor dansk elbilmesse

FDM er hovedsponsor på første danske elbilmesse, eCarExpo, hvor besøgende bl.a. kan møde FDM og prøvekøre elbiler. Pga. udbruddet af coronavirus er messen dog udsat til efteråret.

FDM er hovedsponsor ved den første danske elbilmesse
Bilist

Dette er en ældre artikel, og derfor kan indholdet være uaktuelt. Du får overblikket over FDMs nuværende medlemsrabatter og andre fordele her.

 

Elbilinteresserede får rig lejlighed til at stille nysgerrigheden, når den første store danske elbilmesse, eCarExpo, slår dørene op.

 

Opdateret 10. marts 2020: 

Pga udbruddet af coronavirus (COVID-19) er messen udsat til efteråret. En ny dato er endnu ikke fastlagt. 

eCarExpo har siden 2016 været afholdt i både Gøteborg og Stockholm i Sverige, hvor messen hvert år er vokset, men det er første gang, den afholdes i Danmark.

I den danske udgave vil det blandt de mange udstillere være muligt at opleve både det seneste inden for elbiler, plugin-hybrider og opladning. Blandt andet kan man på messen opleve alle elbiler, der er på det danske marked, ligesom det vil være muligt at prøvekøre flere af bilerne.

Læs også: Gode råd til når du køber elbil

Fri entré for FDM-medlemmer

FDM er hovedsponsor på messen og vil være til stede med en større stand, hvor besøgende kan møde FDMs eksperter og høre mere om det at være elbilist. I løbet af messen vil de besøgende også kunne møde FDM på messens scene i oplæg og debat om det at køre elbil.

Messens åbningsdag er forbeholdt branchen og fagfolk, mens offentligheden har adgang lørdag og søndag, hvor FDM-medlemmer har fri entré ved forevisning af medlemskort. Den fri entré gælder hele husstanden.

Køb billet til eCarExpo (eksternt link)

Oplever stor interesse for elbiler og plugin-hybrider

”Som bilejernes forbruger- og interesseorganisation synes vi kun, det er naturligt, at vi er til stede på Danmarks første store elbilmesse, hvor vi glæder os til at møde både medlemmer og andre elbilinteresserede,” siger områdechef for elbiler i FDM, Kasper Hjorth.

Læs også: Stor test af 14 plugin-hybridbiler

FDM oplever allerede i dag en stor nysgerrighed omkring elbiler og plugin-hybridbiler. Det mærkes blandt andet også i FDMs rådgivning, som dagligt får henvendelser om alt fra elbiler til opladning og biløkonomi.

Læs også: Sådan er hverdagen med elbil

eCarExpo afholdes i København til april
Det er første gang, at eCarExpo afholdes i Danmark. Elbilmessen er de senere år blevet afholdt i Sverige, hvor den er vokset hvert år. 

Ingen veje udenom elbiler

”Der er ingen vej udenom elbiler, der for længst er blevet et reelt alternativ til benzin- og dieselbiler. De fleste elbiler opfylder snildt de fleste danskeres daglige transportbehov. Så overvejer man, om den næste bil skal være en elbil eller en plugin-hybrid, kan man få svar på sine spørgsmål på eCarExpo,” siger Kasper Hjorth.

Alene i år forventes der at komme omkring 30 nye elbilmodeller på det danske marked.

Læs også: FDMs stortest af elbiler