Mange rundt omkring i Danmark, især funktionærer, har arbejdet hjemme den sidste måneds tid. Selvom det måske kan være dejligt at have sparet lidt penge på benzin, parkering eller slitage på bilen, så må du give afkald på nogle penge i en anden retning: hos skattevæsnet.
Du kan nemlig selvsagt ikke få fradrag for de dage, du ikke har kørt på arbejde. Derfor skal du, når du begynder på arbejde igen, rette din forskudsopgørelse til. Så undgår du at stå med en ekstra regning, når 2020 bliver gjort op til næste år.
Lyt til FDMs podcast med tips til at undgå skattesmæk
Kørselsfradraget
Kørselsfradraget bliver givet til alle, der har mere end 24 kilometer til og fra arbejde – altså mindst 12 km hver vej. Fradraget bliver givet, uanset hvordan du kommer på arbejde.
I 2020 får du 0 kroner i fradrag for de første 24 km, 1,96 kr/km mellem 25 og 120 km, og 0,98 kr/km efter 120 km - dog får du stadig 1,96 kr/km hvis du bor i en såkaldt yderkommune.
Derudover kan du få ekstra fradrag, hvis du kører over betalingsbroer som Kronprinsesse Marys Bro eller Storebæltsbroen.
Hvis du opgiver, at du har ret til et kørselsfradrag på hele året, så regner skattevæsnet med, at du kører frem og tilbage 216 dage om året. Det svarer til et års fuldtidsarbejde med seks ferieuger, og 6-8 andre dage, hvor du ikke kører – f.eks hjemmearbejdsdage eller sygedage.
”De 216 dage er et fint udgangspunkt. Det rammer nogenlunde rigtigt for de fleste, og hvis du kører mere, får du penge tilbage i skat. Skulle det endeligt ske, at du har kørt mindre, vil det typisk kun dreje sig om et par dage – og derfor også en efterregning på et ret beskedent beløb”, fortæller Casper Schad, der er advokat i FDMs juridiske rådgivning.
Når du får din årsopgørelse, er det dog vigtigt, at du tjekker, at fradraget er kommet med fra din forskudsopgørelse – det gør det nemlig som hovedregel ikke.
Coronanedlukning kan koste dyrt
216 kørselsdage er dog ikke længere tilfældet, hvis du har arbejdet hjemme i en måned eller længere. Hvis du f.eks har 40 km på arbejde, og har arbejdet hjemme i fire uger, kan du ende med at skylde ca. 5-600 kroner i skat. Det vil sige, at du skal huske at rette i din forskudsopgørelse.
”Jo længere du har på arbejde, og jo længere du arbejder hjemme, jo dyrere bliver det. Et fradrag bliver dog ikke trukket fra mængden du betaler i skat, men bliver trukket fra din indtjening,” fortæller Casper Schad.
”Bliver dit kørselsfradrag 2.000 kroner mindre, skal du ikke betale 2.000 mere i skat. En tommelfingerregel er, at du skal betale cirka en fjerdedel, altså 500 kroner.”
Først når du begynder igen
Du kan løbende rette på din forskudsopgørelse for 2020 på nettet via skats TastSelv. Der er dog ingen grund til at skynde sig ind og ændre i dit kørselsfradrag.
”Hvis man retter det med det samme, kan man få lov til at gå ind og trække en dag fra hver dag. Det er unødvendigt meget bøvl. Vent i stedet, til du begynder at møde fast ind på kontoret igen. Så kan du trække alle dagene fra på én gang,” råder Casper Schad.
Ovenstående råd gælder kun, hvis du får kørselsfradrag i den klassiske forstand. Reglerne er anderledes, hvis du har skiftende arbejdssteder – og hvis du har en firmabil, eller din arbejdsgiver betaler for din transport, får du ikke slet noget kørselsfradrag.