Nu skal sikkerheden i nye biler være endnu bedre

Euro NCAP skærper igen kravene til sikkerheden i nye biler. Bedre beskyttelse af passagerer, ny kollisionstest og overvågning af føreren er blandt de nye testkrav, der også omfatter test af nye sikkerhedssystemer. Det er naturligt og godt, at kravene løbende opdateres, mener FDM.

Euro NCAP skærper igen kravene til sikkerheden i nye biler.
Bilist

Bilproducenterne skal igen gøre sig lidt mere umage for at nå de eftertragtede Euro NCAP-stjerner. Det uafhængige sikkerhedssamarbejde skærper nemlig igen kravene og gør sikkerhedstesten mere virkelighedsnær.

Blandt de større ændringer er en ny mobil testbarriere, der bevæger sig og rammer bilen med samme hastighed som bilen. Den nye tilføjelse afløser en del af den tidligere frontaltest, hvor bilen 'blot' ramte en mur.

Samtidig får verdens mest avancerede testdukke, ’THOR’, nu plads i bilen. Begge dele skal være med til at give et mere præcist billede af ikke bare beskyttelsen af ​​føreren og passagererne i bilen men også vurdere, om den testede bil rammer en modkørende bil unødigt hårdt.

Læs også: Se resultaterne fra alle tidligere Euro NCAP-test

Sådan skærper Euro NCAP kravene

Ny airbag mellem forsæderne

Den nye Euro NCAP-test ser også på sikkerheden i tilfælde af en sidekollision, der er en af de hyppigste årsager til trafikdræbte og svært tilskadekomne i trafikken.

Konkret øger Euro NCAP her kravene til sikring af føreren og beskyttelsen mellem fører og forsædepassager eksempelvis med en airbag mellem de to forreste siddepladser.

Læs også: Her er de sikres biler i 2019

Ny test afspejler virkeligheden bedre

”Det er glædeligt at se, at den nye test bedre afspejler virkeligheden på vejene, og er med til at øge sikkerheden. Ikke bare for dem, der sidder i bilen, men også for dem, der evt. måtte blive involveret ind i en ulykke,” siger FDMs repræsentant i Euro NCAP, Søren W. Rasmussen.

Det er dog ikke kun kravene til kollisionssikkerheden, der er blevet skærpet. Også for sikkerheds- og assistentsystemerne har Euro NCAP hævet barren. Det betyder blandt andet, at nye biler nu også skal kunne genkende og bremse for bløde trafikanter, når bilen bakker.

Derudover tager Euro NCAP de første skridt mod en bedømmelse af systemer, der overvåger opmærksomheden og evt. træthed hos føreren.

Læs også: Hvor godt kan du stole på bilens sikkerhedsudstyr?

Overvåger førerens opmærksomhed

”Uopmærksomhed er en medvirkende årsag i alt for mange trafikulykker. Derfor er det positivt, at Euro NCAP’s skærpede krav til nye biler nu også omfatter overvågning af førerens opmærksomhed under kørslen, ligesom ansvaret for sikkerheden omkring bløde trafikanter er en naturlig udvidelse af bilernes sikkerhedszoner,” siger Søren W. Rasmussen og tilføjer:

Læs også: Sådan virker de nye sikkerhedssystemer

”Selvom Euro NCAP gennem årene løbende har skærpet kravene til sikkerheden i biler, har bilproducenterne formået at følge med til gavn for trafiksikkerheden for både bløde og hårde trafikanter. Det har vi naturligvis en forventning om, at de forsat vil gøre.”

De første biler har endnu ikke været til eksamen efter de nye skærpede krav, da coronapandemien har forsinket forårets planlagte Euro NCAP-test.

Årets første test ventes offentliggjort efter sommerferien.

Få hjælp til bilkøbet