Undgå problemer med en lejet autocamper

Læs her, hvad en autocamper koster, før du lægger ferieplanen om – og find ud af, hvor du må stille den henne.

Du kan ikke bare folde forteltet ud på enhver græseng, du finder
Bilist

Med den åbne vej foran og et sommerhus i mikroformat bagved, kan Autocamperen virke som den ultimative blanding af komfort og fleksibilitet. Det er den langt hen ad vejen også, men det betyder ikke, at der ikke kan være faldgruber.

Har du ikke erfaring med autocampere, kan det være en god idé at leje den i første omgang. Med dit almindelige B-kørekort må du køre i autocampere med en totalvægt op til 3500 kg – hvilket er rigeligt til at dyppe dine tæer i en lang række autocampere.

Læs mere om kørekortkategorier

Hvad koster det at leje en autocamper?

De forskellige typer af Autocamper

Grundlæggende kan autocampere deles op i tre kategorier:

Helintegreret: En helintegreret autocamper er en autocamper, hvor førerhuset og bodelen er bygget sammen. Hele autocamperen er bygget som én enhed.

Delintegreret: En delintegreret autocamper er bygget op ved at sætte en bodel på et førerhus fra en varevogn. Delintegrerede autocampere er typisk lidt billigere.

Campingbus: En campingbus minder mere om en varevogn end en decideret autocamper. Den er nemmere at køre, men har til gengæld mindre plads.

Prisen på udlejning af autocampere varierer meget. Det bestemmes ud fra autocamperens type og dit kørselsbehov, men prisen er også i høj grad afhængig af tidspunktet. I højsæsonen, midt i sommerferien, er prisen markant højere hos mange udbydere. Overvej derfor, om du kan holde en billigere ferie udenfor de mest populære tidspunkter.

Lej en Autocamper hos FDM Travel

Lejer du en autocamper skal du også være opmærksom på den forsikring, bilen har. Få f.eks afklaret, om din partner eller dine voksne børn må køre bilen – og om du må køre den til udlandet. Det er også værd at kigge på, hvor høj selvrisikoen er, og om der er andre forsikringsbetingelser, du skal være opmærksom på. Til sidst er det en god idé at undersøge, om bilen har tegnet vejhjælp.

Undersøg til sidst, om der er andre gebyrer forbundet med udlejningen. Det kan være obligatorisk leje af udstyr, rengøring, overkørte kilometer eller køb af gas og klosetvæske.

Hvor må man overnatte i en autocamper?

I Danmark må du kun campere på områder, der er indrettet til det. Som oftest er det campingpladser, men landejendomme, lystbådehavne og andre områder kan også bruges til campering, hvis de overholder nogle specifikke krav.

Det er til gengæld tilladt at "raste" på parkeringspladser. At "raste" betyder kort sagt, at du parkerer for at spise, sove, tage en enkelt overnatning, strække ben eller lignende, sådan så du kan køre forsvarligt bagefter.

Hvis du skal raste, er det eneste krav, at din autocamper er parkeret lovligt, og at du ikke holder længere tid end tilladt ifølge skiltningen. Vær opmærksom på, at der på visse parkeringspladser er forbud mod parkering af visse typer køretøjer – deriblandt også autocampere. Til gengæld kan du også opleve parkeringspladser, der er forbeholdt autocampere. Der må du selvsagt gerne holde.

Hvis du opholder dig i længere tid, eller slår lejr på anden måde med f.eks et fortelt, er det campering - og det må du ikke udenfor de specifikke campingområder. Husk, at du ikke kan gøre nytte af skove med fri teltning, da du sjældent må køre ind i de skove. Hvis du vil køre din autocamper ind på privat grund, skal du også have lov af ejeren.