Solcreme skader bilens lak

Her om sommeren har huden godt af et lag solcreme, men det gælder ikke bilens hud: lakken. For ligesom fugleklatter og insekter kan solcreme beskadige lakkens overflade, og det kan give grimme synlige skader. Og solcremen kan også ødelægge plastik i kabinen.

På billedet ser du solcreme på bilens lak efter hånden har hvilet på bilen.
Bilist

Solcremen er populær her som sommeren, hvor vi mennesker prøver at passe på vores hud. Men bilen har ikke godt af solcremen, især lakken kan få permanente skader, hvis du ikke fjerner det med det samme. Men også i kabinen kan solcreme gøre skade på plastikdele og læderrattet.

FDM Frigear

Lyt til podcast om solcreme på bilens lak og få tips til at gøre din ferieramte bil til at blive hverdagsklar igen.

Lyt til podcast

Fjern solcreme fra lakken

FDMs rådgivning får ofte henvendelser fra medlemmer vedrørende lakskader, der skyldes, at solcreme har siddet længe på bilen. Hvis lakken ikke kan renses, er en omlakering eneste måde at fjerne mærkerne efter solcremen.

"Solcremen kan hurtigt skade lakken på din bil. Allerede efter få timer i stærk sol kan man se forandringer i lakken på nogle biler," siger Peter Sahl, der er tekniker i FDMs rådgivning og har bilpleje som speciale.

"Derfor anbefaler vi, at man fjerner solcremen fra lakken, når man opdager det. For skaderne på lakken kan minde om dem, som vi ser efter fugleklatter der har siddet for længe. Det er vores erfaring, at det er ikke nok at tørre solcremen af og det betyder, at man altid skal bruge særlige rensende produkter med slibemiddel," lyder rådet fra Peter Sahl.

Køb bilplejeprodukter

 

Skader på bilens lak efter solcreme har siddet for længe på bilen.
Solcreme kan efterlade grimme hvide plamager på lakken, det er især synligt på mørke biler, men det kan ses på alle farver

Tre trin til at fjerne solcreme

Førstehjælp er vigtig, så fjern så meget af solcremen som muligt så hurtigt som muligt. Men det er ikke nok at fjerne solcreme med en våd klud, du bliver nødt til at bruge rensende kemikalier.

Første trin er at bruge et produkt med både slibende effekt og med lidt lakforsegling. Det kunne være Sonax Xtreme Power Cleaner Wax 3. Det er et let produkt at arbejde med, og det kan gøres i én arbejdsgang.

Er solcremen mere genstridig, skal man bruge decideret lakrens med let slibende effekt. Andet trin kræver lidt mere knofedt, og her kan vi anbefale Turtle Super Cleaner eller Sonax Lakrens. Dette er en totrins proces, hvor du efterfølgende skal give lakken en forsegling. Her kan du vælge et produkt, som passer til din pengepung og dit temperament.

Løser det heller ikke problemet, er tredje trin at prøve Ultraglozz Super Polish, der har en større slibeeffekt, men som også kræver noget mere knofedt end de to andre løsninger. Har du ikke mod på dette, kan du få et professionelt bilplejecenter til at polere bilen.  

Læs også: Sådan klargør du bilen på to timer

På billedet ser du, at man fjerner solcreme fra bilens lak.
Det er vigtigt, at du fjerner solcreme fra bilens lak så hurtigt som muligt. Brug en mikrofiber klud med vand til at fjerne så meget som muligt. Så kan du senere bruge lakrens, når du kommer hjem. 

Solcreme kan også skade kabinen

Det er ikke kun lakken, der kan tage skade af solcreme. Det samme gælder plastikoverflader i kabinen og rattet, uanset om det er et plast- eller læderrat. Her gælder det om, at rense overfladerne med enten vinyl- eller læderplejeprodukter.

Rens sommeren af feriebilen

Det er ikke kun solcremen, som du bør fjerne på feriebilen, når du kommer hjem. Lakken kan også tage skade af især fugleklatter, insekter og harpiks. Derfor er det en god idé at give bilen en grundig vask og få gennemgået lakken. Samtidig kan man se efter stenslag og få dem udbedret, før vinteren sætter ind.

Et sidste tip til konvertering fra feriebil til hverdagsbil er at give evt. læderrat et plejeprodukt. Denne sommer har vi brugt håndsprit pga. corona, og læder har ikke godt af sprit. Derfor vil læderrattet have godt af læderpleje.

Læs også: Tips til bilvask