En potentiel teknisk fejl i højspændingsbatteriet på den populære Ford Kuga plugin-hybrid får nu Ford til at tilbagekalde biler i hele Europa. I Danmark drejer det sig om 2.900 biler, der er produceret før 26. juni 2020.
Fejlen betyder, at højspændingsbatteriet er nødt til at frigive gasser for at komme af med både tryk og varme. Det kan i værste fald udgøre en risiko for overophedning af de omkringliggende materialer. I sjældne tilfælde kan det udgøre en brandfare. Problemet kan også opstå, mens bilen lader op. Derfor er det nødvendigt at udbedre fejlen, skriver Ford i en pressemeddelelse.
Bilejerne vil derfor torsdag den 13. august modtage en tilbagekaldelse. Det vil ske via appen FordPass. Derudover kan Ford Kuga-ejere også se, om deres bil er omfattet. Det kan gøres på Fords Etis-platform.
Til FDM forklarer Ford Danmark, at man konkret vil installere ekstra ventilering ved bilens HV-anlæg, så det bedre kan komme af med varmen. Det er en reparation, der er vil tage ca. en halv time.
Læs også: Billig og velkørende Ford Kuga plugin-hybrid
Må ikke lades op
Indtil fejlen er udbedret, må bilerne ikke oplades. Derudover understreger Ford, at al kørsel skal foregå i køreprogrammet EV Auto. Ifølge Ford er bilerne fortsat sikre at køre i.
Tilbagekaldelsen betyder samtidig, at flere bilkøbere må vente en smule længere på at få udleveret deres nye Ford Kuga plugin-hybrid, der er en af tidens absolut mest populære biler.
Plugin-hybrid-udgaven af Ford Kuga blev julis mest indregistrerede bil i Danmark med 1.660 eksemplarer. Alene i år er der herhjemme solgt - men endnu ikke indregistreret - 6.500 af den mellemstore SUV.
Læs også: Plugin-hybrider giver elbiler baghjul
- Tilbagekaldelser er langtfra noget ukendt fænomen i bilverdenen. Det er også kun positivt, at Ford reagerer på risikoen for udvikling af brand. Også selvom den er minimal. Problemet har dog været kendt i et par uger, og derfor undrer vi os over, at Ford Danmark først nu gør opmærksom på problemet, siger leder af FDMs tekniske rådgivning, Lone Otto.
Ford Danmark afholder alle udgifter i forbindelse med tilbagekaldelsen.