Plugin-hybrid eller elbil? Kun i én region vælger de elbil

I år er der solgt næsten dobbelt så mange plugin-hybrider som elbiler. Kun i Storkøbenhavn er der kørt flest elbiler ind i carportene. FDM har flere bud på hvorfor.

Ford Kuga lades op
Bilist

8.000 plugin-hybrider er i år indregistreret her i landet. Det skal ses i forhold til, at ”kun” ca. 4.500 har valgt en ren elbil i stedet for typen, der både kan køre på el og benzin/diesel.

For begge biltyper er dette en fremgang i forhold til sidste år. Men interessant er det, at der kun i én region kører flere elbiler end plugin-hybrider, nemlig Hovedstaden.

Se mere: Motors test af plugin-hybrider

”Der er ingen tvivl om, at udbredelsen af offentlige ladestandere spiller en stor rolle for folks valg. Er der langt mellem dem, vil man hellere ”køre med livrem og seler” i en plugin-hybrid, hvor man jo altid har benzin- eller dieselmotoren, hvis man løber tør for strøm,” siger Ilyas Dogru, chefkonsulent i FDM. 

Han peger på, at Hovedstaden er godt dækket ind med offentlige ladestandere.

Grønne biler i regionerne
Kun i Hovedstaden fylder elbilerne hele top-3. Ellers er det plugin-hybriderne, der har lagt sig i front. Som salget har fordelt sig indtil videre i år, vil plugin-hybriderne køre fra elbilerne i fremtiden. Kilde: Bilstatistik.dk

Traileren skal også med

Kigger man på danmarkskortet uden for Hovedstaden, er det plugin-hybriderne Ford Kuga og Kia Niro, der er de mest udbredte. Det kan skyldes, at opladningshybriderne kan dække flere behov.

”I modsætning til de fleste elbiler kan man godt have en trailer efter en plugin-hybrid, der kan købes til en fornuftig pris. Og da rækkevidden jo heller ikke er et problem, kan disse biler løse de væsentligste behov, når man kører langt i hverdagen og gerne vil kunne have noget på krogen,” siger Ilyas Dogru.

Læs også: Motors test af den populære Ford Kuga PHEV

Ford Kuga PHEV må trække op til 1.200 kg, og Kia Niro PHEV må trække op til 1.300 kg.

Samtidig kan prisen også spille en rolle, for eksempel er den mest udbredte større elbil, Tesla Model S, en del dyrere end plugin-hybriderne. 

Så mange grønne biler kører i alt i regionerne
  Elbiler Plugin-hybrider
I alt 21.014 18.715
Hovedstaden 9.830 6.356
Midtjylland 4.248 4.412
Syddanmark 2.852 3.534
Sjælland 2.336 2.549
Nordjylland 1.390 1.633
Øvrige 358 231

Plugin-hybriderne kører fra elbilerne

Der er flere grunde til, at danskerne køber flere plugin-hybrider end rene elbiler. For eksempel har bilmærkerne ikke nået at lancere så mange elbilmodeller i 2020 som ventet. Til gengæld kommer der hele tiden plugin-udgaver til af kendte bilmodeller, senest med Ford Kuga, som er blevet kæmpe hit i Danmark.

Læs også: FDMs tema om livet med plugin-hybrid

”For mange er det også et mere overskueligt spring i den grønne retning at vælge en plugin-hybrid. Hvis man lige skal vænne sig til at lade sin bil op hver dag og er usikker på ens behov for rækkevidde, så er det en nem og god start,” siger Ilyas Dogru.

Han peger også på, at man tit får meget bil for pengene i en plugin-hybrid på grund af mere lempelige afgifter. Man skal dog forvente, at opladningshybriden kan være dyrere i drift end en ren elbil.

Overvejer du elbil eller plugin-hybrid? FDMs eksperter kan hjælpe dig:

Få rådgivning