P-app betaler vrede brugere penge tilbage

Det var i strid med reglerne, da p-appen ParkPark ved overgangen til ny betalingsmodel trak penge på brugernes konti. ParkPark betaler nu pengene tilbage.

ParkPark sender nu penge retur til brugere efter henvendelse fra Forbrugerombudsmanden
Bilist

Der er penge på vej til en række vrede brugere af parkerings-appen ParkPark.

Det sker, efter at Forbrugerombudsmanden over for ParkPark har slået fast, at der ikke var givet klart samtykke, da ParkPark tilbage i juni hævede en forudbetaling på op mod 300 kroner på brugernes konti.

Bestormet af vrede brugere

Som FDM tidligere har beskrevet, ændrede ParkPark 30. juni forretningsmodel og -betingelser, så brugerne nu i stedet skal forudbetale et beløb, som betalingen for parkeringen trækkes fra. En model der bl.a. kendes fra Rejsekortet.

Det afstedkom imidlertid en ’shitstorm’ mod ParkPark fra brugere, der ikke mente at have givet et tilstrækkeligt samtykke, eller som ikke følte sig ordentligt informeret om den nye model trods varslingsmails.

Det fik i august Forbrugerombudsmanden til at henvende sig til ParkPark med en løftet pegefinger. 

Læs også: P-app i modvind

Brugere får penge retur

”ParkPark er derfor i dialog med Forbrugerombudsmandens kontor og har iværksat en proces, der skal sikre, at de kunder, der ikke har givet aktivt samtykke via app eller hjemmeside, får returneret beløbet. (…) ParkPark påtager sig naturligvis det fulde ansvar for denne proces, og vi beklager overfor de af vores kunder, der har været berørt af ændringerne,” skriver ParkPark på sin hjemmeside.

Læs også: Pas på p-appens priser

FDM efterlyser bedre kundeservice

FDM kritiserede allerede i juni ParkParks fremgangsmåde og kommunikation i forbindelse med overgangen til den nye forretningsmodel. Derfor er FDM også tilfreds med, at de berørte brugere nu får deres penge retur.

”FDM har ingen holdning til ParkParks betalingsmodel, men det er naturligvis ikke i orden, når et selskab, i strid med reglerne og af egen drift, tager penge op af forbrugernes lommer. Vi kan godt forstå, at det gjorde mange brugere vrede,” siger advokat i FDM, Abid Khan, og tilføjer:

”Selvom ParkPark nu tilbagebetaler deres brugere, håber vi, at både de og p-selskaber fremover har større fokus på god kundeservice og kommunikation.”

Kontakt FDMs rådgivning