Nu skal bilen omregistreres hurtigere

Nye regler betyder, at købere af brugte biler nu skal omregistrere den købte bil inden for fire hverdage. Det kan minimere uenigheder mellem køber og sælger, mener FDM, der af samme årsag længe har ønsket kortere frist.

Nu skal bilkøbere omregistrere bilen inden for fire hverdage
Bilist

Brugtbilkøbere skal nu hurtigere til tasterne og omregistrere den købte bil.

Hvor fristen for at omregistrere et køretøj tidligere var tre uger, er det fra årsskiftet blevet ændret, så man nu skal gøre det inden fire hverdage. Hvis ikke risikerer køber en bøde på 1.000 kroner.

Der er flere årsager til at indføre den kortere frist, skriver Motorstyrelsen, der er myndighed på området. Først og fremmest vil oplysningerne i Motorregistret være opdaterede, da de siden årsskiftet er blevet ajourført hurtigere end tidligere. Det er medvirkende til at sikre, at alle afgifter bliver opkrævet korrekt.

Derudover har den kortere frist også betydning, når politiet laver fartkontroller. Det er nemlig den registrerede ejer af køretøjet, der modtager fartbøden.

Læs også: Det skal du vide om privat bilhandel

Kortere frist vil give færre problemer

”At man har forkortet fristen for omregistrering, er vi i FDM godt tilfredse med. Det er noget, vi har ønsket i flere år. Når man tidligere havde tre uger, var det et levn fra dengang, omregistrering kun kunne ske ved personligt fremmøde på motorkontoret eller via brev. I dag kan det gøres nemt digitalt, og i efteråret lancerede Motorstyrelsen tilmed en ny app, der gør det endnu nemmere,” siger advokat i FDM, Casper Schad, og tilføjer:

”Derudover har det ofte givet anledning til problemer, at køber i en længere periode har kunnet køre på en tidligere ejers forsikring og ejerafgift, ligesom eksempelvis fartbøder og p-afgifter bliver sendt til den registrerede (tidligere) ejer af bilen. Det bøvl vil blive mindsket med den nye frist på fire hverdage.”

Læs også: Ny app gør omregistrering nemmere

Nemt at omregistrere med ny app

Er bilen indkaldt til syn, kan den ikke omregistreres, før den er synsgodkendt. Her kan den nye kortere frist være problematisk. Skal man købe en brugt bil, der skal synes, før den kan omregistreres, anbefaler FDM, at køber forlanger, at sælger får synet bilen, inden den leveres til køber.

”Uanset hvad anbefaler FDM stadig, at køretøjets ejer og køber altid omregistrerer bilen sammen i forbindelse med handlen. Fra vores rådgivning ved vi, at det minimerer risikoen for efterfølgende uenigheder, og med den nye Ejerskifte-app, er der ingen undskyldning for ikke at gøre det,” siger Casper Schad.

Selvom du omregistrerer via Ejerskifte-app, slipper du ikke for gebyret på 340 kroner. 

Brug for hjælp til bilkøbet?

Kontakt FDM rådgivning