Udvid motorvejene
I sommerferien meddelte transportministeren, at han vil have en sekssporet motorvej mellem København og Århus. En udmelding som FDM selvfølgelig bakker op, men København-Århus er langt fra den eneste strækning, der bør udvides.
Flere biler, mindre plads
FDM har flere gange gjort opmærksom på, at udvidelserne af vejene ikke følger med i samme takt, som danskerne får flere biler. Den manglende udbygning af vejene betyder, at blisterne dagligt må døje med lange motorvejskøer til og fra arbejde.
Klart behov for flere penge til veje
Når finanslovsforhandlingerne går i gang er et af FDMs ønsker til politikerne, at de husker at sætte penge af til en udvidelse af vejene. Bilisterne betaler hvert år to-tre gange for vejene, samtidigt med, at køerne bare bliver længere og længere, fordi der ikke hidtil har været en tilstrækkeligt langsigtet plan for udbygningen af vejene.
Derfor glæder det også FDM, at Regeringen nedsætter en ny Infrastrukturkommission, som skal analysere muligheder og opstille strategier i forhold til fremtidens udfordringer på transportområdet. For der er behov for en sådan plan, og der er behov for flere penge, hvis trafikken skal kunne afvikles gnidningsfrit i fremtiden. Ellers ender det i nye trafikpropper landet over, efterhånden som der kommer flere biler på det danske vejnet.
Gør vejene intelligente med ITS
Samtidig skal der selvfølgelig sættes penge af til at gøre vejene mere intelligente. Flere forsøg har vist, at det skaber respekt for farten og forbedrer trafikafviklingen.
Så sæt penge af til vejene både nu og i fremtiden - de står alt andet lige for 92 pct. af persontrafikken herhjemme!