I Danmark kræver det både kørekort og 18 år på dåbsattesten, hvis man ønsker at færdes på de danske veje i bil. I nogle EU-lande findes der ordninger, hvor 17-18-årige uden kørekort får lov til at bevæge sig ud på vejen, hvis de har en forælder på passagersædet.
16-årige i bil på offentlig vej?
For nyligt har der været forslag fremme om at lade 16-årige få lov til at køre bil på offentlig vej, hvis deres forældre eller en anden erfaren bilist sad ved siden af dem. Argumentet for at indføre sådan en ordning er, at de unge skal opnå bedre kørevaner.
FDM siger nej
FDM er dog betænkelig ved sådan et forslag, da en medpassager – kørekort eller ej – ikke vil have de samme muligheder for at forhindre en ulykke, som en kørelærer har. I stedet mener FDM, at det vil være mere hensigtsmæssigt at fortsætte det gode arbejde med forskellige tilbud til yngre bilister bl.a. på lukkede baner, så de kan blive endnu bedre bilister.
Trafikundervisning i folkeskolen
FDM så også gerne, at man i højere grad supplerer med generel trafikundervisning for unge under 18 fx som et tilbud til de ældste klassetrin i folkeskolen eller på videregående uddannelser. Der bør også laves en nærmere undersøgelse af, hvad andre lande gør for at give unge gode trafikvaner. For der er behov for at forstærke indsatsen for at få færre ulykker blandt de unge trafikanter.
Gode trafikvaner starter med forældrene
En god trafikkultur starter i de unge år. Derfor har forældre også et stort pædagogisk ansvar i at lære deres børn gode trafikvaner og selv udvise dem. Alle bilister har et ansvar, når det gælder ordentlig opførsel i trafikken – ikke kun de unge.