Regeringen fremlagde for nylig et ikke særligt ambitiøst udspil til en energiplan – set med bilisternes øjne. Udspillet indeholder bl.a. forslag om afgiftsfritagelse for brintbiler – et forslag, der i bedste fald er uden betydning for bilisterne de første mange år.
Det energipolitiske udspil indeholder også en målsætning om, at der senest i 2020 skal være 10 procent biobrændstoffer i benzin og diesel, men det fremgår ikke, hvordan målsætningen skal nås.
Bilisterne tager gerne ansvar
Hvis regeringen stadig tænker tvungen iblanding, som det fremgik af den politiske prøveballon tidligere på måneden, vil FDM gerne melde klart ud. Set fra FDM er det vigtigt, at vi som bilister påtager os vores del af ansvaret for at nedbringe CO2 udslippet og samtidig finder alternativer til oliereserverne.
Selvom den såkaldte 1. generation biobrændsel ikke er den mest effektive måde at lave bioenergi på, er det den der er realiteten i dag. At begynde med 1. generation udelukker ikke en parallel satsning på den mere effektive 2. generation – tværtimod.
Højere benzinpriser?
Men FDM er bekymret over udsigten til højere benzinpriser. Sagens kerne er, at ætanol med den nuværende teknologi er dyrere at fremstille end benzin, så hvis ikke enten energiafgiften sænkes eller benzinselskaberne reducerer deres avance, kan regningen kun ende et sted – hos bilisterne.
I dag er der et benzinselskab der tilbyder kunderne biobenzin – her sker det til samme pris som almindelig benzin. I det øjeblik at iblandingen bliver tvungen, er det nok ikke videre sandsynligt, at alle øvrige benzinselskaber følger efter og kollektivt reducerer indtjeningen.
Løsningen er en justering af energiafgiften
Når politikerne på et tidspunkt vil fremlægge en plan for, hvordan biobenzin og biodiesel skal introduceres i Danmark, vil FDM foreslå, at man begynder med at sænke afgifterne på biobrændstoffet. I dag pålægges hver liter benzin godt fire kroner i afgifter. Løsningen kunne være en løbende afgiftsneutralisering af prisforskellen - så almindelig brændstof og biobrændstof koster det samme ved standeren.
Det er ikke rimeligt, at bilisterne ved at vælge miljøvenligt vil skulle straffes økonomisk. Andre lande, der er langt foran Danmark med biobrændstoffer, har da også valgt guleroden frem for pisken.