Trafikeksperternes anbefaling kommer i forlængelse af regeringens egen miljøundersøgelse af en betalingsring. Den dokumenterer klart, at effekterne på både miljø og trængsel i hovedstadsområdet er meget begrænsede. Men det er regningen, som bilisterne får, desværre ikke.
For de 15.000 sparede timer om dagen, som betalingsringen vil medføre, skal bilisterne betale i omegnen af 1,5 mia. kr. for i bompenge. Så for hver sparet time skal en pendler med 220 arbejdsdage betale over 450 kr. efter skat. En sådan timeløn er der ikke mange, der kan prale af.
Ingeniøren: Roadpricing slår betalingsring
Kollektive rejseomkostninger for store
Spørgsmålet er, om bilpendlerne så vil valfarte over i den kollektive trafik? Nej, stigningen i den kollektive trafik vil ifølge miljøundersøgelsen kun være på 1,5 pct. samlet set. Kollektiv trafik er ganske enkelt ikke et alternativ for langt de fleste, fordi rejsetidsomkostningerne er alt for store.
Derfor kan det heller ikke forventes, at tidstabet for pendlerne samlet set falder. For selvom der forsvinder 77.000 ture pga. en betalingsring, vil bilisterne kun spare 15.000 timer på vejene. Så hvis de frafaldne bilpendlere ved at vælge den kollektive transport skal bruge mere end 12 minutter ekstra for at foretage den planlagte tur, vil der intet tidsmæssigt være vundet med betalingsringen.
En del bilister vil ikke have noget alternativ
En del bilpendlere vil reelt ikke have noget alternativ til bilen og bliver derfor tvunget til at betale bompenge eller finde et nyt arbejde. Ifølge trafikforsker Mogens Fosgerau vil en omkostning ved en bompengebetaling på en krone opfattes som en tidstab på ca. et minut.
Hvis tarifstrukturen er lavet rigtigt, vil bilisterne begrænse tabet ved at søge hen imod de tidspunkter, hvor det er billigere at passere betalingsringen. Desværre lægger det nuværende forslag op til en tarifstruktur, hvor det ikke er muligt at søge billigere tidspunkter at passere, med mindre man har mulighed for at møde ind på arbejde inden kl. 5 eller efter kl. 9 – eller ved fyraften at tage hjem før kl. 15 eller efter kl. 18. Med andre ord vil langt de fleste pendlere med almindelige arbejdstider være tvunget til at betale den maksimale takst, når de kører til og fra arbejde.
Den kollektive trafik vil sjældent være et alternativ, da tidstabet med bus og tog ofte vil overskride prisen for betalingsringen. Og hvis bilens fleksibilitet ift. at hente og bringe børn, indkøb mv. også skal udnyttes er kollektiv trafik ofte slet ikke et alternativ.
Brug pengene på en havnetunnel
For den almindelige bilpendler vil en betalingsring derfor blive opfattet som en skatteopkrævning, hvor overskuddet ikke kommer bilisterne til gode – særligt ikke, hvis det bruges på yderligere subsidiering af den kollektive trafik. Derfor vil FDM opfordre til, at regeringen – hvis den gennemfører planerne om en betalingsring på trods af talrige advarsler – tager ved lære af Oslo og giver størstedelen af provenuet tilbage til dem, der har betalt det.
Et oplagt bud kunne være en østlig havnetunnel, der kan lede en stor del af trafikken uden om det indre København. Et projekt, som nu også foreslås af Københavns overborgmester Frank Jensen. På den måde kan også den tunge trafik, som især bidrager til luftforureningen, ledes uden om bymidten – et grundlæggende problem, som betalingsringen heller ikke løser.