Audi A8 - ringenes herre

Det er nok mest på direktionsgangene og i ministerkontorerne, at en ny A8 giver genlyd. Men en del af teknikken finder vej til de mindre modeller, og det gør den interessant.

Audi A8
Forpremiere

Motor mener: Audi A8 er første bil, hvor du under særlige forhold må slippe rattet og lade bilen køre selv. Den er også fyldt med anden teknologi, som vi andre sandsynligvis får glæde af inden længe. Indtil da kan ministre og direktører glæde sig. Både bag rattet og på bagsædet.

Det er ikke mange forundt at have kørt en Audi A8 på stranden få meter fra havet. Men vi fik lov, og det var sjovt! For nok er den store bil mest skabt til de lange tyske motorveje med fri fart, men det indbyggede firehjulstræk kan tydeligvis forvandle en limousine til en offroader. Og det fortæller noget om bilens evne til at stå fast i al slags føre året rundt.

Kabinen i en Audi A8
Selvom Audi A8 er skabt med tanke på passagerernes ve og vel, er det stadig bag rattet, at man får den største køreoplevelse. Materialekvaliteten er imponerende!

Efter en tur forbi vaskepladsen kørte vi videre ad de asfalterede veje, og her mærker man bilens sande formål. På en og samme tur kan A8 skifte temperament fra en komfortabel rejsevogn til en sportslig anlagt „drivers car”. Hemmeligheden ligger gemt i undervognen, hvor fire luftbælge bærer vognen i stedet for de traditionelle skruefjedre.

Læs også: Om Mercedes-Benz S-klasse – verdens bedste bil?

Fordelen er, at både højde og hårdhed kan varieres, mens man kører, og det gør det muligt at lade bilen skifte så tydelig karakter, som tilfældet er. Man kan selv bestemme stilarten, eller man kan overlade det hele til bilens automatik, der så tager bestik af fart, vejens forløb og kørestilen.

Grundudgaven imponerer ikke

Egentlig er det synd at køre i A8 fra bagsædet. For bag rattet har man en vidunderlig plads, hvor man kan opleve alle bilens muligheder.

Modsat mange andre fabrikkers strategi havde Audi valgt at sende en næsten helt nøgen standardbil til Tannistesten. Forlygterne var de ret simple LED-lygter, man får med, hvis man ikke sætter kryds ved de avancerede Matrix LED-lygter.

Og standard-lygterne imponerede ingenlunde. Vi testede bilerne i det nordjyske mørke, og her var lyset faktisk meget bedre i den noget billigere VW Arteon. Så husk Matrix-lyset, hvis A8 lokker!

Også ved testen af nødbremsen blev vi lidt skuffede. A8 klarede maksimalt 45 km/t. og blev dermed overgået af den 14 gange billigere Suzuki Ignis, der klarede 70 km/t.

To længder: lang og virkelig lang

Bagsædet i en Audi A8
I denne udgave er der o.k. plads ved bagsædet. Men skal man ligge ned på langturen, skal man bestille A8 i den 13 cm længere udgave.

Audi A8 kommer ganske vist på et tidspunkt som delvist selvkørende bil, men den er endnu ikke klar til offentlige veje. Men når den kommer, bliver nødbremsen en anden type, hvor Audi lover, at den nok skal standse for alt.

I testbilen var bagsædepladsen fin, men man kan bestille A8 i en udgave, hvor akselafstanden er øget med 13 cm, og så er der næsten fuld sengelængde ved bagsædet. Og sætter man et par krydser mere, kan man få en fodstøtte med indbygget fodmassage, og så bliver køreturen fra Hamborg til München sikkert den rene fornøjelse.

Læs også: Motors test af Porsche Panamera

Men egentlig er det synd at køre i A8 fra bagsædet. For bag rattet har man en vidunderlig plads, hvor man kan opleve alle bilens muligheder fra første parket. Materialerne er udsøgte, samlingerne imponerende og i det hele taget er oplevelsen af bilen på et meget højt niveau.

Godt at vide, hvis man går rundt med en lille minister eller direktør i maven.

Find din nye bil på biler.dk

 

Audi A8 3.0 TFSi Quattro
340 hk
13,3 km/l
Ca. 1,8 mio. kr.
Audi A8 4.0 TFSi Quattro
520 hk
10,6 km/l
Ca. 2,2 mio. kr.