P-selskab gik over stregen

Jonas Bentzen parkerede sin bil, så den holdt inden for stregerne i p-båsen. Alligevel fik han en kontrolafgift fra en p-vagt, der havde taget lidt for kreative billeder af bilen, så det så ud om, den holdt uden for båsen

P-selskab gik over stregen
Medlemsnyt

På den gule seddel i forruden stod der ”uden for bås” som årsag til, at Jonas Bentzen skulle have en kontrolafgift på 750 kr. for sin tilsyneladende ulovlige parkering.

Sådan opfattede p-vagten fra det private p-selskab ParkZone bilens placering. Men bilens ejer havde svært ved at se, at hans bil skulle være uden for båsen. Så han tog billeder af sin parkering, inden han kørte hjem.

Læs også: Nyt klagenævn for privat p-kontrol

Jonas Bentzen klagede til p-selskabet, der afviste ham af flere omgange med henvisning til fotodokumentation af parkeringen.

"Men da de sendte mig billederne, kunne jeg se, at de alle var taget fra en skæv vinkel, så de ikke gav et retvisende billede af parkeringen. Men jeg kunne ikke få dem til at tage stilling til, at jeg anfægtede deres dokumentation. Mine egne billeder taget vinkelret på bilen, og de viser, at jeg ikke holdet uden for båsen", siger Jonas Bentzen.

Se selskabets fotodokumentation

 

Selskab diskvalificerede egne beviser

Han henvendte sig til FDMs juridiske rådgivning, der støttede klagen, og herefter annullerede selskabet kontrolafgiften og beklagede.

"I vurderingen er der alene lagt vægt på de billeder, der er taget af vagten. Generelt vurderes sagerne ikke ud fra de billeder, der indsendes af bilisterne efterfølgende, da bilisten kan have ændret på forholdene, inden billederne blev taget. I den konkrete sag viste vagtens billeder ikke tilstrækkelig tydeligt, at motorkøretøjet var parkeret udenfor for den markerede bås, forklarer juridisk chef hos ParkZone", Michelle Saby.

Hun afviser, at p-vagten bevidst har taget billederne, så det kunne se ud som om, bilen var ulovligt parkeret.

Læs også: Parkeringsafgift - hvad gør jeg?

"I vores uddannelse af personalet gennemgår vi netop vigtigheden af, at billederne tages i korrekte vinkler, så der ikke kan opstå tvivl om, hvorvidt vagtens observationer er korrekte eller ej. I dette tilfælde lever billederne ikke op til den ønskedes kvalitet til vores bevisførelse, hvilket selvfølgelig burde være konstateret ved første henvendelse fra bilisten. Vores vagtpersonale er hverken direkte eller indirekte provisionslønnet, så vagten har intet incitament til bevidst at pålægge uretmæssige kontrolafgifter".

Læs alle FDMs råd om parkering

FDM: Sørg for at tage billeder

Jonas Bentzen slap for at betale 750 kr. i kontrolafgift, men sådan går det ikke altid for bilisterne, oplever FDM.

Vi modtager ganske mange henvendelser fra medlemmer, der har fået en kontrolafgift fra et privat parkeringsselskab med den begrundelse, at der er parkeret uden for båsen. Det er generelt en afgift, som de fleste er uforstående overfor

"Vi modtager ganske mange henvendelser fra medlemmer, der har fået en kontrolafgift fra et privat parkeringsselskab med den begrundelse, at der er parkeret uden for båsen. Det er generelt en afgift, som de fleste er uforstående overfor, og som gør dem vrede. Ofte er de eneste beviser i den slags sager netop p-vagtens billeder", forklarer advokat i FDM Casper Schad.

Det kan derfor være en rigtig god idé at tage billeder af sin parkering, inden man forlader p-pladsen, hvis man har fået en lignende kontrolafgift.

"Det er altid det private p-selskab, der skal føre bevis for bilistens forseelse. Men alligevel kan det være en god idé at bevissikre sig med f.eks. foto, så man selv har noget at lægge frem, hvis man ikke er enig i, at det, parkeringsselskabet lægger frem, er udtryk for den objektive sandhed".

Læs også: Når du parkerer på privat område

Sådan klager du over en parkeringsafgift