FDM vinder endnu en retssag om parkering mod Københavns Kommune

Endnu en retssag om en fejlindtastning på en p-automat falder ud til bilistens fordel. FDM glæder sig på bilisternes vegne. Flere sager er på vej.

Endnu en sag om en fejlindtastning på en p-automat falder ud til bilistens fordel.
Medlemsnyt

Der var næppe tvivl om, at det var en fejl, da et FDM-medlem i forbindelse med indtastningen af nummerpladen på en af Københavns Kommunes p-automater kom til at taste et u til sidst. Selvom første del af nummerpladen var identisk med bilens nummerplade, så kostede det ekstra u bilisten en afgift på 510 kr.

FDM tog sagen i retten

Bilisten klagede til kommunen og medsendte dokumentation for betalingen og oplyste, at hun var ejer af en bil med en nummerplade, der hed det samme dog uden et u til sidst. Alligevel fastholdt Københavns Kommune afgiften. Det fik medlemmet til at gå til FDM, som tog sagen til domstolene. Her har fogedretten netop givet bilisten medhold: Afgiften skal ikke betales.

”Bilisten har jo betalt for parkeringen. Det er jo også tydeligt for enhver, at bilisten har haft til hensigt at indtaste den rigtige nummerplade, hvilket kommunen også erkender. Derfor er vi også tilfredse med fogedrettens afgørelse,” siger Casper Schad, advokat i FDMs juridiske rådgivning.

Det er jo tydeligt for enhver, at bilisten har haft til hensigt at indtaste den rigtige nummerplade, hvilket kommunen også erkender.

Læs også: Tastefejl giver ikke altid p-afgift

Åbenlyst hvilken bil det drejer sig om

Netop det, at fejlen er så åbenlys, er fremhævet i rettens afgørelse. Her fremgår det, at fejlen er af sådan en karakter, ”at det efterfølgende har været muligt for Københavns Kommune at identificere bilen og konstatere, at der var betalt for parkering”.

”Det er den fjerde retssag om helt åbenlyse tastefejl, en bilist har vundet over Københavns Kommune. Derfor forstår vi i FDM heller ikke, at Københavns Kommune fortsætter med at retsforfølge bilister i den slags tilfælde. Bilisterne har jo betalt for parkeringen, og kommunen har derfor fået deres penge og er ikke blevet snydt af bilisten. Hvad er så formålet med at hive bilisterne i retten?” siger Casper Schad.

Læs også: Kommune fortsætter med forkerte p-afgifter

Så nemt er det at taste forkert:

Arrogant kommune

Også hos FDM-medlemmet er der tilfredshed med sagens udfald. ”Jeg synes, at Københavns Kommune har optrådt arrogant i den her sag. Jeg har betalt for min parkering og indtastet min nummerplade, men da jeg ikke har betjent en sådan p-automat før, kommer jeg til at tastet et u til sidst. Det mener Københavns Kommune skal koste mig 510 kroner. Det er ikke rimeligt. Jeg vil ikke lægge skjul på, at jeg har følt mig ganske uretfærdig behandlet og undervejs været meget frustreret over kommunens fremfærd i en sag, som handler om en mindre tastefejl,” fortæller Laila Røvik.

P-kvittering
Som det fremgår at kvitteringen her, havde vi ingen problemer med at oprette og betale for en nummerplade, som ikke eksisterer

Læs også: Alt om parkering

Flere sager på vej

FDM har den seneste tid ført flere sager om tastefejl mod Københavns Kommune og har vundet dem alle. Samtidig er flere sager på vej. FDM har derfor bedt om et møde med Københavns Kommunes Center for Parkering, hvor problemstillingen om sagerne med tastefejl kan blive drøftet.

Bilisten har betalt:

Har du oplevet at få en afgift med en lignende begrundelse, kan du kontakte FDMs rådgivningsafdeling.

Bemærk: Der er forskel på reglerne for parkering på offentlig og privat område. Fogedrettens afgørelse gælder derfor ikke lignende sager i forbindelse med parkering på privat område. Du kan derfor ikke forvente at få annulleret din p-afgift, hvis du har indtastet din nummerplade forkert ved privat parkering.

Kontakt os