Mere besvær ved brugtimport

Skat har fjernet flere tusinde ældre vurderinger af brugtimporterede biler fra nettet. Det gør det sværere at få overblik over afgiften ved bilkøb i udlandet, skriver MotorClassic, FDMs magasin om klassiske biler.

Afgift klassisk bil
Nyt om biler

I årevis har Skats tidligere vurderinger givet et godt fingerpeg om afgiften på en brugt eller klassisk bil, der importeres fra udlandet. Men det er slut – med omgående virkning har Skat slettet alle over ét år gamle vurderinger fra sin hjemmeside. Det skriver MotorClassic, FDMs store magasin om klassiske biler.

Skat anser de ældre vurderinger for værdiløse, men FDM opfordrer til, at sagen genovervejes, fordi det nu er blevet endnu sværere at regne sig frem til bilens endelige pris på forhånd. I forvejen er SKATs vurderinger ofte genstand for kritik, fordi over halvdelen af de, der klager over afgiftsberegningen, får nedsat afgiften.

Den nye praksis rammer især ved import af almindelige brugtbiler og såkaldte youngtimere – ældre biler, der ikke kan registreres på veteranafgift, fordi de ikke er fyldt 35 år. Men også deciderede veteraner kan blive ramt, selvom afgiften på dem altid beregnes ud fra 40 procent af nyprisen før afgift.

Det kan nemlig være svært at skaffe en korrekt pris på en bilmodel, der ikke blev solgt i Danmark som ny, for ofte er de anslåede priser i datidens opslagsværker mere vild- end vejledende. Og uden de ældre vurderinger af tilsvarende biler, der allerede er importeret, bliver det endnu sværere at få overblik, skriver MotorClassic.

Et årsabonnement på MotorClassic, der udkommer fire gange årligt, koster kun 148,50 kr. for FDM-medlemmer. Pris for ikke medlemmer 198 kr. Bladet kan også købes i større i kiosker.

Læs om seneste nummer og bestil abonnement på MotorClassic
Her kan du købe MotorClassic