Af Bo Christian Koch,
ansv. chefredaktør

Badge engineering har været kendt næsten lige så længe, som bilen har eksisteret. Groft sagt er det et spørgsmål om, at man ændrer en bils identitet ved blot at klaske et nyt navn og logo på.
Et godt eksempel er British Motor Companys vifte af produkter i 1950erne, hvor man kunne købe stort set den samme bil med Austin, Morris, MG, Riley eller Wolseley-logo.
Begrebet kendes også i dag, hvor for eksempel Renault markedsfører biler, der i bund og grund er koreanske Samsung, men sælges som Renault.
Biludstillingen i Genève markerede et nyt kapitel i historien om badge engineering ? og efter min mening et ganske mørkt ét af slagsen.
Som chefredaktør på Danmarks førende bilmagasin kan jeg måske ikke rigtig tillade mig at have personlige præferencer indenfor bilverdenen, men jeg kan lige så godt indrømme det: jeg er Lancist. Jeg har altid haft en svaghed for Lancia, fordi det italienske mærke biler i mange år har været blandt de mest innovative, både hvad angår teknik og design.
Og som du kan læse her på siden, brugte Fiat-koncernen Genève-udstillingen til at præsentere frugten af fornuftsægteskabet mellem Lancia og Chrysler i form af tre biler, der kun adskiller sig fra de Chrysler-modeller, der sælges på den anden side af Atlanten, i navn og logo.
Intet andet er ændret på den Chrysler 300C, som nu bærer navnet Lancia Thema, eller på den Chrysler Sebring, som har overtaget det historiske Lancia-navn Flavia, eller Chrysler Voyager, der fremover skal sælges i Europa som Lancia Voyager.
Der er næppe nogen tvivl om, at det er et spørgsmål om overlevelse. I den moderne bilindustri er der ikke plads til at holde liv i et nichemærke, som lever af et godt hjemmemarked og stort set ikke gør sig gældende uden for støvlelandets grænser. Men derfor stikker det alligevel lidt i hjertet på en gammel Lancist at se mærket reduceret til et logo på en ærkeamerikansk bil som Chrysler.
Læs om den nye Lancia/Chrysler
PS.: Jeg har selv en Lancia Flavia af den rigtige slags. Det vil sige, det er en Flavia, men den hedder Lancia 2000 Coupé. Hvis det lyder kryptisk, er det ikke så sært. Årsagen er, at da Fiat overtog Lancia i 1969, droppede man navnet, fordi der havde været en del kvalitetsproblemer med Flavia. Derfor mente Fiat, at navnet var lidt belastet. Forhåbentlig gentager historien sig ikke?.