Den rigtige alder er mange penge værd, når du køber klassisk bil i for eksempel USA. Takket være en ny fortolkning af importreglerne er biler fra før 1950 nu toldfri og slipper med fem procent moms, mens nyere klassikere stadig får et samlet smæk på 37,5 procent ved import fra lande uden for EU.
Det skriver MotorClassic, FDMs store magasin om klassiske biler, i det nye nummer, der netop er kommet på gaden.

”Selvfølgelig er det positivt, at SKAT bløder op på reglerne, men resultatet er en urimelig forskelsbehandling. SKAT kan således ikke give et klart svar på, hvorfor en Ford A nu altid er et toldfrit samlerobjekt, mens en Ferrari fra 1952 ikke nødvendigvis er det”, mener MotorClassics chefredaktør, Bo Christian Koch.
Han håber, at opblødningen bliver startskuddet til en mere rimelig praksis for alle klassiske biler uanset alder.
Andre EU-lande fortolker da også EU-reglerne betydeligt mere lempeligt end Danmark, så der er mange penge at spare ved at fortolde en nyere klassiker i for eksempel Holland.
Opstramningen i 2009 har i øvrigt betydet et drastisk fald i den direkte import fra ikke-EU-lande – i 2010 blev blot 197 veterankøretøjer fortoldet herhjemme mod 814 i 2009.