Toyota Prius har fået vokseværk. Verdens mest sælgende hybridbil er nu vokset til en lille familie, der tilmed nu er immigreret til Europa med første stop Frankfurt-bilshowet.

Første hybrid-MPV
Toyota betegner Prius+ som verdens første syvsæders hybridbil.
I forhold til den kendte Prius hatchback er +-modellen vokset 16 cm i længden og 8 cm i akselafstanden.

Ny batteri-type
Hybridteknik og motor er identisk med den almindelige Prius'. Dog er det normale nikkel-metal-hydrid-batteri skiftet ud med det dyrere og mere kompakte litium-ion-batteri. Det er sket for at skaffe plads til tredje række. Litium-batteriet ligger i stedet i midterkonsollen mellem fører og passager.
Prius+ har en benzinøkonomi på 23,3 km pr. liter svarende til et CO2-tal på 99 gram.
Oplades fra elnettet

Rækkevidden på strøm alene er angivet til 23 km – en anelse mere end de 20 km, forsøgsbilerne har haft.
47,6 km pr. liter
De officielle forbrugstal for opladningshybriden kendes også, og de ser imponerende ud: 47.6 km pr. liter og et CO2-tal på 49 gram pr. km. De ekstreme tal er en konsekvens af den besluttede europæiske testmetode. Halvdelen af testen gennemføres på strøm, så benzinmotorens egentlige udledning bliver på den måde ca. halveret på typegodkendelsen.
Reelt skal der så tillægges CO2-udslippet fra elproduktionen, men i typegodkendelser tæller kun det, der kommer ud af udstødningsrøret.

Stor skatterabat, men tårnhøj pris
I Danmark giver den flotte benzinøkonomi et nedslag i registreringsafgiften på hele 126.400 kr. Men da der forinden er beregnet 180 procent registreringsafgift af bilens høje grundpris, bliver Prius Plug-In alligevel kostbar i Danmark.
Den danske Toyota-importør har ifølge pressechef Anders Tystrup derfor heller ikke besluttet, om Prius Plug-In skal sælges i Danmark.
Måske som taxa
Det samme gælder Prius+. Her ser Toyota et muligt marked i taxabranchen, hvor Prius+ kan være en fempersoners med god bagageplads. Gulpladesalg kan også være en mulighed.
Hvis de to nye Prius'er kommer til Danmark, bliver det hen over sommeren 2012.