De etablerede kinesiske bilmærker ser nu ud til at få baghjul af en opkomling fra deres eget land. Mens mærker som Great Wall, BYD, Geely og Brilliance bliver ved at udskyde en egentlig debut i Europa, kommer mærket Qoros med brask og bram – angiveligt allerede i år.

At vælge Europa som pr-affyringsrampe giver større opmærksomhed end at holde debuten i Kina eller Rusland, og så kommer bilen angiveligt til salg i vores del af verden allerede sidst i 2013, få måneder efter den kinesiske lancering.
På størrelse med VW Jetta
GQ3 placerer sig i den europæiske kompaktklasse omtrent på størrelse med en VW Jetta, men er meget bred, 1,84 meter og har plads til fælge helt op til 19 tommer.

På forhånd har GQ3 den store svaghed, at den er en sedan, som der ikke sælges mange af i Vesteuropa i denne klasse.
Men en hatchback og/eller stationcar vil formentlig følge efter, for Qoros har store ambitioner i Europa. Også større og mindre modeller samt SUV-versioner er ifølge Motors oplysninger under udvikling.
Bilens navn er bygget op af et "G", der henviser til sedan, "Q" står for Qoros og vil indgå i alle modelnavne, mens 3-tallet angiver bilens størrelse.
I familie med Better Place

Det er formentlig også Qoros, der er udset til at skulle bygge en elbil med udskifteligt batteri til Better Place.
Qoros er baseret i Kina – med hovedkvarter midt i Shanghais dyre finanskvarter Pudong, men har tilsyneladende forstået, at der både teknisk, designmæssigt og dermed også imagemæssigt skal hjælp til fra Europa, hvis bilerne skal sælges på det kræsne kontinent.
Udvikling og test i Europa
En del af udviklingen og testene er udført i Europa af Magna Steyr, der er Europas største kontrakt-udvikler og -bilbygger.

Tysk chefdesigner
Chefdesigneren er også europæisk, nemlig Gert Volker Hildebrand, der har en fortid hos VW, Opel, Seat, Mitsubishi, og Mini.
Informationschefen for Europa er tilmed svensk, Saabs sidste informationschef Eric Geers.
Qoros oplyser til Motor, at der endnu ikke er fundet nogle distributører i Europa, herunder i Danmark. Jagten på dem går ind under Genève-udstillingen til marts.