Der er gjort klar til en af de rigtig spændende biludstillinger, når Salon de l’auto åbner i Schweiz for 83. gang. 5. og 6. marts vil 10.000 pressefolk fra hele verden – heriblandt Motors medarbejdere – kaste sig over de 900 biler, hvoraf 130 siges at have enten europa- eller verdenspremiere.
7. marts og 11 dage frem ventes 700.000 bilinteresserede at besøge denne årlige biludstilling, der hører til blandt top-5 i verden og oftest betragtes som den bedste af alle, fordi den foregår på ”neutral” grund, finder sted hvert år og spænder særdeles vidt fra folkelige bilnyheder over miljøspecialiteter til verdens mest eksklusive, eksotiske og – til tider – mærkeligste auto-kreationer.
Spændende nyheder af alle slags
Blandt store nyheder i år er blandt andet VWs 111 km pr liter-bil, Rolls-Royces nye ultra-luksus-coupé, det helt nye kinesiske bilmærke Qoros og Alfa Romeos produktionsklare hjerteknuser, 4C.
Det er også under Genève-udstillingen, at den europæiske jury kommer med sin vigtige kåring af "Car of the Year".
Motor dækker
Motor dækker den store biludstilling før den åbner og undervejs og bringer løbende de store nyheder i den særlige Genève-sektion her på fdm.dk
Vil man selv opleve den spændende biludstilling, kan den f.eks. besøges i bil til eller fra skiferie i Frankrig eller nemt nås med fly. Palexpo-udstillings-komplekset ligger klos op ad Genèves internationale lufthavn.