God plads, lav pris. Med den cocktail invaderer Seat nu mellemklassen med den nye Toledo, og skaber lidt røre i mellemklassen. I hvert fald hos søstermærket.
Seat vil nemlig sælge billigste version af Toledo til knap 159.000 kr., og det er lige 20.000 kr. under prisen for Skoda Rapid. De to biler er fuldstændig ens – det er endda Skoda, der bygger dem begge.
Bygget på Skoda Fabia-teknik

En del anmeldelser, bl.a. Motors, er gået på, at Rapid ikke var helt billig nok, når man tager den ældre teknologi og mere primitive løsninger sammenlignet med ny Octavia i betragtning. Kunderne er heller ikke strømmet til: 254 Rapid er indregistreret siden nytår.
Skoda klar over problemet
Hos Skoda er man opmærksom på problemet, inklusive Seats nye lave pris.
- Rapid er kommet lidt i klemme prismæssigt. Det har vi også meddelt fabrikken og er begyndt at diskutere, og det er ikke et isoleret dansk problem, siger presseansvarlig hos Skoda i Danmark, Peter Lorenzen.
Ny Rapid halv-kombi til vinter
Han kan dog ikke sige, hvad det ender med, men siger, at det er vigtigt at Rapid-prisen bliver ”rigtig”, inden Skoda sidst på året lancerer en ny og mere vigtig Rapid-variant, kaldet Spaceback. Det er en semi-stationcar-type.
Seat Toledo-priser
Den billigste Seat Toledo har 1.2-benzinmotor med 75 hestekræfter og såkaldt Essence-udstyr. Det omfatter med Seats ord ”alt det nødvendige”. Det er åbenbart elruder foran og centrallås samt komplet sikkerhedsudstyr – dog undtagen hovedstøtte ved bagsædets midterplads.
Den følger med på næste udstyrsniveau, Reference, hvor man også får bl.a. aircondition og fjernbetjent centrallås. Her er mindste motor en 85 hestes motor, så prisen dermed er ca. 174.000 kr. Billigste diesel, 105 hk, med samme udstyr, står til 214.000 kr.