Dansk computerspil skal uddanne bilbyggere

Opel vil bruge computerspil til træning af fabriksarbejdere, inden en ny model går i serieproduktion. Et dansk firma står bag og håber at kunne sælge spillet til andre bilproducenter.

Arbejderne står foran en Wii spillekonsol, der registrerer alle bevægelser.
Nyt om biler

At bygge biler skal gå som en leg hos Opel. Fremover skal samlebåndsarbejderne oplæres via et dansk computerspil og en Wii spillekonsol. Formål: at få den store, tunge serieproduktion til at glide ubesværet fra første dag.

En Wii spillekonsol er ikke kun legetøj for børn og barnlige sjæle, demonstrerer det danske firma Serious Games. Sammen med Opel har det danske firma udviklet et unikt undervisningskoncept, hvor Wii-konsollen og en særlig software bruges til at træne fabriksarbejdere i at bygge biler.

Langsom opstart

Det danske træningsprogram bruges f.eks. til at træne samlebåndsarbejdere i, hvilken rækkefølge de skal montere airbag-komponenter i rattet. Foto: Opel
Det danske træningsprogram bruges f.eks. til at træne samlebåndsarbejdere i, hvilken rækkefølge de skal montere airbag-komponenter i rattet. Foto: Opel
Når en ny model skal sættes i produktion, er der en ofte ret lang indkøringsperiode, hvor der bygges meget få, forserie-biler biler i timen og ofte også med flere fejl, end målet er.

Der kan derfor hentes millioner af euro i besparelser, hvis fabriksarbejdere bliver hurtigere til at lære at samle de nye biler, siger Opel, der er første virksomhed i bilindustrien, der indfører den nye teknologi.

Konceptet fra det danske firma afprøves for tiden på en Opel-fabrik i Polen, og det er planen at indføre det i stor skala i 2015.

Træningen sker med billigt udstyr

Træningen foregår ved hjælp af en Wii spillekonsol, et kamera og en PC. På den måde kan fabriksarbejdere lære at montere de mange dele til komponenterne i en ny bil i rigtig rækkefølge.

Alene til en dør er der langt over 50 forskellige dele og monteringsskruer, der skal samles i den helt rigtige rækkefølge under samlebåndsprocessen på fabriksgulvet, fortæller Opel.

Brugeren står foran en skærm og ved at bevæge armen og sin krop kan han eller hun udføre de forskellige processer og få hjælp til at samle tingene korrekt, inden det bliver alvor.

Almindelige PC-programmer dur ikke

Der findes i forvejen computerprogrammer, der bruges til indlæring i forbindelse med fabriksproduktion, men de er ifølge Opel for langt fra det miljø, fabriksarbejderne færdes i.

- Det dur ikke at sætte dem foran en PC med en mus. Det ligner slet ikke det miljø, de oplever på gulvet i en bilfabrik. Løsningen med brug af Wii ligner i langt højere grad den virkelighed, de møder. Og så kræver den intet kendskab til computere, siger ingeniør Frank Arlt, der leder projektet hos Opel.

Systemet kan ikke erstatte brugen af prototyper til at øve sig på, vurderer Opel, men det kan reducere antallet betydeligt og dermed mindske omkostningerne.

Opels digitale bilmodel nem at arbejde med

Ifølge Serious Games udmærker Opels digitale model af nye biler sig ved, at det kan importeres direkte til computerfirmaets programmer. Derved kan fabriksarbejderen umiddelbart øve sig på f.eks. at montere en airbag i rattet, fordi alle komponenter ligger som 3D-modeller i forvejen.

Serious Games er i færd med at forhandle kontrakter med andre bilproducenter.