VW Up er ikke længere i top
3. februar 2015

29 måneder i træk blev VW Up den mest solgte bil i Danmark, men den enestående rekord er brudt. I januar faldt Up af på den, og Peugeot 108 strøg til tops.
Peugeot 108 har vippet VW Up af pinden som Danmarks mest solgte bil. Den lille Peugeot nåede imponerende 1.134 indregistreringer i januar.
Dermed er VW Ups imponerende sejrsrække brudt, efter at mikrobilen konstant har ligget nr. ét siden august 2012, hvilket bliver til 29 måneder i træk. Bilen blev lanceret i marts 2012 og var også nr. ét på salgslisten i marts og juni.
I 2014 blev Up den suverænt mest købte bil med næsten dobbelt så mange styks som nr. to.
Korttidsleasing
108s succes skyldes i særdeleshed, at Peugeot ved sin nytårskur primo januar havde et tilbud på 108 som "Easy leasing". Det er en 12 måneders ordning, hvor man betaler 1.300 kr. i startomkostninger og 1.300 kr. månedligt i 12 måneder.
Især mange unge blev tiltrukket af det, siger mærkets informationschef, Hanne Sørensen, og tilbuddet blev hurtigt udsolgt. Der er ikke aktuelle planer om at gentage det.
VW Up nr. seks
I januar dumpede Up helt ned på en sjetteplads. Ifølge VW viser ordrerne dog, at bilen er pænt med igen fra februar-registreringerne, og desuden tyder noget på, at kunder, som hidtil ville have købt en Up, nu i højere grad vælger den større Polo.
Peugeot indtager også andenpladsen i januar med 208, mens billigbilen Mitsubishi Space Star er nr. tre.
Det samlede salg af personbiler faldt en anelse i januar, halvanden procent. Bilsalget er dog stadig på et særdeles højt niveau med 16.000 personbiler. Salget af varebiler steg ni procent til 2.300.
Top 20 personbiler januar |
|---|
Nr. |
1 |
2 |
3 |
4 |
5 |
6 |
7 |
8 |
9 |
10 |
11 |
12 |
13 |
14 |
15 |
16 |
16 |
18 |
19 |
20 |
Kilde: De Danske Bilimportører