
Toyotas chefer lyder i hvert fald alvorlige, når de fortæller om, hvordan de ønsker at genskabe den entusiasme og køreglæde mærket i mange år har været kendt for, men som ikke helt har eksisteret i de seneste år.
Samtidig har de en udtalt bekymring for at yngre mennesker ikke vil købe biler på samme måde, som de ældre generationer har gjort.
Let og billig

S-FR er bygget utrolig let, hvilket gør den både billig at bygge, og sjov at køre, hvis man skal tro Toyotas første meldinger. Motoren er placeret på langs over forhjulene, og den trækker på baghjulene som i de ’gode gamle dage’.
Kabinen er trukket ekstremt langt tilbage, hvilket skal give en god vægtfordeling samt et flot design, der sender tankerne i retning af Toyota Sports 800 fra 1962.
Moderne teknik

Ideen med bilen er også at forfølge den ånd som den større Toyota GT-86 genskabte for nogle år siden, hvor bilentusiaster bygger videre på bilen efter at have købt den, så den fremstår helt som de selv havde drømt om.
På den måde får Toyota bilejere over hele verden til at profilere det japanske bilmærke på en måde, som en stor bilfabrik ikke selv ville kunne håndtere. Den ide er næsten for god til ikke at forfølge, så Motor gætter på, at S-FR nok skal dukke op inden for en overskuelig fremtid.