Ssangyong atter i Danmark

Finanskrisen sendte midlertidigt Ssangyong ud af det danske marked, men nu har en ny importør taget mærket til sig, og relancerer i første omgang fire modeller til lave priser.

Ssangyong Rexton
Nyt om biler

Der er næppe mange der kender det koreanske bilmærke Ssangyong, men der findes faktisk omkring 1.600 biler på danske nummerplader med det lidt mærkelige bilnavn på bagklappen. Det er typisk modellerne Rexton og Rodius, der er tale om.

Rexton er en pænt stor firehjulstrækker, der oplevede en kort succes, idet den kunne købes på lav afgift som ombygget autocamper. Rodius er en stor og rummelig syvpersoners bil, der tiltrak mange på grund af den lave pris, men som givetvis også skubbede en del fra sig på grund af det aparte design.

Spydige kommentarer som ’verdens grimmeste bil’ dukkede i hvert fald op i diverse omtaler af bilen.

Nyt design og frisk teknik

Den lille offroader Ssangyong Korando viser tydeligt, at mærket historisk set har været mest kendt for at producere firehjulstrækkere til militæret og det tunge erhverv
Den lille offroader Ssangyong Korando viser tydeligt, at mærket historisk set har været mest kendt for at producere firehjulstrækkere til militæret og det tunge erhverv

Det meste af dette er nu historie, og med et modelprogram med fire varianter, der alle er enten helt nye eller kraftigt modificerede, er Ssanyong klar til en egentlig relancering i Danmark.

Bag Ssangyong står nu det indiske bilfirma Mahindra & Mahindra, der købte Ssangyong af de tidligere kinesiske ejere. Mahindra har også nyligt købt det italienske designfirma Pininfarina, der har lagt navn til mange af historiens flotteste biler, så der er endnu mere håb forude, hvad angår design.

Tivoli er ude

Ssangyong Rodius er en stor syvpersoners bil, der i denne seneste udgave har fået et design, der er mindre opsigtsvækkende end den første udgave, der også blev solgt I Danmark for nogle år tilbage
Ssangyong Rodius er en stor syvpersoners bil, der i denne seneste udgave har fået et design, der er mindre opsigtsvækkende end den første udgave, der også blev solgt I Danmark for nogle år tilbage

Den nyeste bilmodel fra Ssangyong er en mindre SUV, der sælges med navnet Tivoli på alle markeder.

I Danmark var dette navn imidlertid reserveret af en større dansk forlystelsespark, så her måtte man tænke i nye baner. Resultatet blev et navneskifte til Luvi, som er det navn, den danske importør må påklistre alle de biler, der kommer til Danmark, efter først at have fjernet alle spor af Tivoli.

Luvi er klart den mest moderne bil i modelprogrammet, og drives af enten en 1.6-liters benzinmotor med 115 hk eller en 1.6-liters dieselmotor med 128 hk. Begge motorer bygges af Ssangyong, og de kan kombineres med enten forhjulstræk, firehjulstræk, manuelt gear eller automatgear.Billigste udgave er en 1.6-benziner til 204.000 kr. mens en dieseludgave med automatgear og firehjulstræk koster 350.000 kroner.

Satser på nichebiler

Nogle vil genkende Rexton som en populær firehjulstrækker for år tilbage, hvor den kunne indregistreres som camper til reduceret afgift. Nu er den tilbage i en let faceliftet udgave
Nogle vil genkende Rexton som en populær firehjulstrækker for år tilbage, hvor den kunne indregistreres som camper til reduceret afgift. Nu er den tilbage i en let faceliftet udgave

Ssangyong vil ikke konkurrere med alle andre bilfabrikanter om de traditionelle biler, men vil i stedet nøjes med at sælge biler i de mere smalle segmenter, hvor vi endnu finder SUV-bilerne og de større firehjulstrækkere samt pick-up’er. Årsproduktionen er i øjeblikket på bare 150.000 biler, men målet er at tredoble det antal i løbet af de kommende fem år.

Ud over Luvi er det en opdateret udgave af den gamle firehjulstrækker, Rexton der udgør modelprogrammet sammen med en faceliftet udgave af Rodius og den lille offroader med navnet Korando. Alle biler er at finde på den danske importørs nye hjemmeside, der hedder: ssangyong.dk

Fem års garanti

I Danmark skal salget indtil videre varetages af fire forhandlere i Randers, Herning, Køge og Sorø. Målet er at øge det antal til 10 til 15 stykker og derudover tilknytte en række lokale serviceværksteder. 

De to nyeste modeller, Luvi og Korando, sælges med en garanti på fem år eller 100.000 km, mens de øvrige modeller nøjes med tre år og 100.000 km. Derudover dækkes alle biler af en moderat gennemtæringsgaranti på bare seks år – ca. det halve af konkurrenternes garantiperiode.
Målet for salget i Danmark er 200 biler i 2016 og lidt over det dobbelte i 2017. 

Det er særligt bilernes ret høje tilladte påhængsvægt, der skal drive salget på både hvide og gule nummerplader, mens dem, der lægger vægt på sikkerhed, gør bedst i at vente et lille år med at købe. Da opgraderes de fleste af modellerne med automatiske nødbremser og mulighed for andet moderne sikkerhedsudstyr.

Salget af de nye Ssangyong modeller er netop påbegyndt i Danmark.