Kraftigt fald i tyveri af nummerplader

I snart et år har det været lovpligtigt at fastgøre sine nummerplader med to skruer. Det lader til at have gjort en stor forskel.

Nyt om biler

I november 2013 begyndte de første bilister at fastgøre deres nummerplader med to skruer. Forinden havde de fleste den blot siddende fast i en nummerpladeholder.

 

De to skruer var et krav fra myndighederne, og efter en indkøringsperiode på to år, har det siden 15. november 2015 været lovpligtigt, at nummerplader på person- og varebiler skal fæstnes med mindst to skruer, der dækkes med en hætte.

 

Det har tilsyneladende gjort livet besværligt for nummerpladetyve.

 

 

Mere end en halvering

 

Anmeldelser om stjålne nummerplader hos Københavns Politi i første halvår 2016 ligger på 827, og det er mere end en halvering siden første halvår 2013, da 1.931 fik stjålet deres nummerplade. Tallene for første halvår 2014 og 2015 er henholdsvis 1.674 og 1.419.

 

Københavns Politi kalder det en glædelig udvikling og et bevis på, at selv små kriminalpræventive indsatser kan gøre en forskel.

 

- Tyveri af nummerplader forekommer måske ikke umiddelbart som et særligt alvorligt kriminalitetsproblem, men udover at det er stærkt generende for de bilejere, det går ud over, kan nummerpladetyverier erfaringsmæssigt være forløberen for anden og mere alvorlig kriminalitet, siger politiinspektør Steen Søder fra Københavns Politis færdselsafdeling.

 

Tyverier kunne helt være undgået

 

FDM er dog ikke imponeret over tallene og havde hellere set en anden løsning end at skrue nummerpladerne fast med to skruer.

 

- I forbindelse med lovens tilblivelse argumenterede vi for et system med engangsnummerplader, som man har flere steder i udlandet. Det betyder, at nummerpladen simpelthen går i stykker, hvis nogen forsøger at fjerne den fra bilen. Den ville ikke kunne bruges på en anden bil, og vi ville helt blive fri for nummerpladetyverier, siger afdelingsleder i FDM, Torben Lund Kudsk.

 

Er nummerpladen ikke skruet fast, risikerer man en bøde på 1.000 kr., og bilen kan kun godkendes betinget ved syn.