Elbiler har særdeles lav appel til danske bilkøbere. Blot 114 private købte en ny elbil i 2017, endnu færre end i 2016, hvor tallet var 153.
Men faldet blandt private er ikke noget i forhold til, hvordan det gik elbiler i det hele taget, altså inklusive virksomheder og kommuner m.m. Salget blev halveret fra 1.312 til 698. Dertil kommer et halvt hundrede elektriske gulpladebiler begge år.
Se mere: Elbiler fik mavepuster i 2016
Biler med både el- og benzinmotor har derimod lokket lidt flere kunder til. Antallet af opladningshybrider steg fra 572 til 621.
Kia sælger flest opladningshybrider
Det førende mærke på dette område er – nok overraskende – Kia, der lancerede to af slagsen sidste år: Niro og Optima. 205 Kia-opladningshybrider fik plader på i fjor. VW kom lige efter med 203, mens Mercedes-Benz solgte 85, Volvo 68 og BMW 50.
Salget af ’almindelige’ hybrider, der ikke kan lades op, går derimod strygende. Salget steg fra 6.646 i 2016 til 8.825 i 2017. Langt de fleste er Toyota’er.
Salget af ’almindelige’ hybrider, der ikke kan lades op, går strygende.
De opladningsbare elbiler kan dog komme stærkt igen i 2018, vurderer flere bilmærker.
Nissan Leaf lokker private til
Nissan føler sig således sikker på at øge Leaf-salget betragteligt. Allerede inden den nye Leaf er kommet til Danmark, er der solgt 142, heraf de 139 til private.
- Vi har aldrig været i nærheden af at sælge så mange Leaf til private tidligere, siger informationschef hos Nissan, Ann Strøby.
Et af lokkemidlerne til de første topudgaver har været gratis hjemmelader og gratis strøm i tre år. Det sidste er reduceret til to år for de kommende modeller.
Renault: Vi sælger hvad vi kan få
Den anden store elbil-producent, Renault, er også optimistisk for 2018:
- Vi kan sælge alle de biler, vi kan skaffe. Især med den ventede Kangoo ZE (varevogn, red.) er der stor efterspørgsel, siger informationschef for Renault Danmark, Søren Ignaz, og fortsætter:
- Med Zoe 41 kWh (det store batteri, red.) og kommende Zoe med ny motor kan vi sælge alle dem, vi kan få til landet.
Kia: Mindst 1.000 opladningshybrider i 2018
Opladningshybrider står også over for et stort år, vurderer i hvert fald den for tiden førende, Kia. Mærket solgte 65 i de to første uger af januar og forventer at komme over 1.000 for hele året.
I Norge, hvor ladbare elbiler fortsat har særdeles store fordele, steg salget til nye højder i 2017.
Som det ser ud nu, står elbilafgiften til at stige senest 1. januar 2019.
Se mere: Politisk starthjælp til skrantende elbilsalg
I Norge, hvor ladbare elbiler fortsat har særdeles store fordele, steg salget til nye højder i 2017. Rene elbiler udgjorde 21 procent af nybilsalget, opladningshybrider tegner sig for yderligere 18 procent.