Peugeots nye superløve

Peugeot gør et nyt forsøg i den klassiske firmabilsklasse. Den nye 508 er blevet lavere, mere sportslig og mere coupéagtig. Og så har Peugeot hældt masser af teknologi i.

Peugeot 508 i 2018-udgaven.
Nyt om biler

Peugeot vil atter være med i kampen om kunderne i klassen for firmabiler og større familiebiler. Det har knebet noget med den nuværende 508, så det franske mærke har visket tavlen helt ren og begyndt forfra. Resultatet ser spændende ud.

Ifølge Peugeot er markedet for de traditionelle firedørs sedaner (blandt ikke-premiummærker, red.) på vej helt væk. Det har fået mærket til alene at satse på en femdørs hatchback samt en stor stationcar.

Se mere: Citroën dropper C5

Designet er flot med en markant front, der gør det let at se, at der er tale om en Peugeot. Der er LED-lygter både for og bag, som er med til at understrege de flotte linjer.

Peugeot 508 bagfra.
Peugeot 508 er klar i en ny generation. I første omgang kommer den som femdørs hatchback med stor bagklap. Fotos: Peugeot

Designet er flot med en markant front, der gør det let at se, at der er tale om en Peugeot.

Lavere og kortere

I forhold til den nuværende 508 er den nye blevet både lavere og kortere. At der alligevel er god plads inde i bilen skyldes, at man har anvendt en ny platform, EMP2, der har gjort det lettere at lade pladsen komme passagererne til gode.

Se mere: Danskerne sætter kryds ved crossovers

Fronten på Peugeot 508.
LED-lygter bliver en mulighed både for og bag, hvilket er med til at understrege bilens linjer.

Motorprogrammet i den nye 508 består af en ny 1.6 benzin med enten 180 eller 225 hk, en 1.5-turbodiesel med 130 hk samt en topudgave, 2.0 diesel med 180 hk. Alle udgaver fås med ottetrins automatgear.

Opladningshybrid: 60 km med slukket motor

I 2019 kommer en opladningshybrid, der er baseret på 1.6-benzinmotoren med 180 hk. Med elmotorens yderligere 45 hk kommer den til at udgøre topudgaven. 

Førerpladsen i Peugeot 508.
Førerpladsen har digitalt instrumenthus placeret over det lille rat. Alle udgaver fås med et ottetrins automatgear. I de udgaver er gearstangen gjort lille og fuldt elektronisk.

Batterierne er gemt under gulvet i bagagerummet, så det ikke går ud over pladsen. Ifølge de foreløbige oplysninger vil den kunne køre op til 140 km/t. på el alene og op til 60 km uden brug af benzin.

Og da der er kræfter nok, bliver det også muligt at koble en påhængsvogn på. Ca. 1.200 kg må der være på en trækkrog.

Nattesyn

Nattesyn i 508.
Bilens infrarøde nattesyn kan bl.a. opdage dyr uden for lygternes rækkevidde. 

Den nye 508 fås med masser af avanceret teknologi. Som den første i klasses kan 508 tilvælges med night vision. Det bruger infrarød kamera og opdager levende væsner foran bilen om natten eller ved dårligt sigte. Det virker op til 200-250 m uden for forlygternes lys og viser omridset af det infrarøde billede i det digitale display.

Topudgaverne har 10 tommer trykskærm, der giver feedback til fingeren, og 12,3 tommer instrumenthus.

Og så har Peugeot tilsyneladende arvet noget fra Opel. Førersædet (og passagersædet fra et vist udstyrsniveau) er godkendt af den tyske AGR-organisation (Aktion für Gesunder Rücken). Forsæderne kan bestilles med massage.

Stationcar vises til efteråret

Den femdørs 508 får verdenspremiere på biludstillingen i Geneve i begyndelsen af marts. Derefter må vi vente indtil efteråret for at se stationcarudgaven, der får premiere ved den store biludstilling i Paris i oktober.

Priserne er endnu ikke kendte, men den danske importør venter, at de første biler kommer til Danmark omkring efterårsferien.

Se mere: Opel Insignia: forfinet flagskib