For første gang nogensinde er en Volvo kåret til årets bil i Europa. Den kompakte SUV XC40 vandt en særdeles sikker sejr i 2018-udgaven af den årlige bilkonkurrence.
XC40 fik 325 point, mens nr. to, Seat Ibiza, fik 242 point.
Volvo'en fik høje karakterer fra stort set alle lande. De tre svenske dommere gav dog lige så mange point til Audi A8 som til Volvoen.
Motor gav toppoint til XC40
Danmarks eneste dommer, Motors biltekniske redaktør Søren W. Rasmussen, har de to samme biler på sin første- og andenplads.
Danmarks eneste dommer, Motors biltekniske redaktør Søren W. Rasmussen, har de to samme biler på sin første- og andenplads.
- Volvo XC40 er den rigtige vinder, siger Søren W. Rasmussen.
- Den matcher på fin vis tidens SUV-tendens og byder tillige på glimrende køreegenskaber, høj sikkerhed foruden en udbygning af muligheden for at få bil og smartphone til at tale sammen. Nu kan man dele bilen med familie og venner via telefonen.
Se mere: Sådan stemte de 60 europæiske jurymedlemmer
Se en smart detalje på Volvo XC40
Han tilføjer: XC40 har tilmed en pris, der gør den interessant i Danmark for langt flere, end vi er vant til fra Volvos side. Godt gået!
Afsløringen af Car of the Year 2018 fandt sted i Genève som optakt til den årlige Genève-udstilling, der åbner for pressen 6. marts og for publikum 8. marts.
Se mere: Volvo XC40: moderigtig Volvo
Første model på ny platform
XC40 er første model på Geely-koncernens nye CMA-platform, der er udviklet i Gøteborg af et Volvo-Geely-jointventure.
Platformen skal også bruges til partnernes fælles Lynk & Co.-mærke og til Geelys egne modeller.
XC40, der fremstilles i Belgien, har de samme avancerede sikkerhedsfunktioner som mærkets større modeller.
Mens sejren i den europæiske konkurrence er den første for Volvo, er det lykkedes for begge mærkets nye, større SUVere at blive kåret til årets bil (truck/utility-kategorien) i Nordamerika.
Se mere: Her er årets syv bedste biler
Placering | Bil | Point | Danmarks point |
1 | Volvo XC40 | 325 | 9 |
2 | Seat Ibiza | 242 | 5 |
3 | BMW 5-serie | 226 | 2 |
4 | Kia Stinger | 204 | 2 |
5 | Citroën C3 Aircross | 171 | 3 |
6 | Audi A8 | 169 | 3 |
7 | Alfa Romeo Stelvio | 163 | 1 |
Herhjemme blev Seat Arona kåret til Årets Bil i Danmark 2018.