Endnu en bastion står for fald: Produktionen af den første rent eldrevne Porsche begynder næste år. Og nu har bilen fået sit navn.
Hidtil er projektet og konceptbilen gået under navnet Mission E, men bilens rigtige navn bliver Taycan. Ifølge Porsche betyder navnet ’livlig, ung hest’.
Det passer fint med det centrale element i Porsches logo, hvor der siden 1952 har været en springende hest.
To motorer, 600 hk
Samtidig bekræfter Porsches, hvad bilen kan. Og det er en hel del: to motorer yder tilsammen 440 kW (600 hk), accelererer fra 0 til 100 på 3,5 sek. og har en officiel rækkevidde på godt 500 km efter den hidtidige norm. Bilen har firehjulstræk, da der sidder en motor ved hver aksel.
Nu også det: Porsche bliver helt elektrisk
Porsche understreger, at bilen kan klare flere accelerationer umiddelbart efter hinanden, uden at det går ud over ydelsen. Det er nok en hentydning til Tesla, hvor bilerne (bl.a.) har haft problemer på dette punkt.
Se mere: Tesla-ejere føler sig snydt
Ekstrem hurtig ladning
Porsche Taycan får et elsystem på 800 volt; hvilket er det dobbelte af det gængse. Når der kommer ladestandere, der kan håndtere de helt store strømmængder, kan Taycan lynlades, så det svarer til, at man tanker 100 km rækkevidde på fire minutter.
Porsche understreger, at bilen kan klare flere accelerationer umiddelbart efter hinanden, uden at det går ud over ydelsen. Det er nok en hentydning til Tesla.
Den første elbil fra Porsche bliver startskuddet på en kraftig satsning på elektromobilitet. De næste fem år vil Volkswagen-gruppens sportsvognsmærke investere 45 mia. kr. på området, oplyser mærket nu. Det er en fordobling i forhold til de hidtidige meldinger.
Motor mener
Lyden af en boksermotor og en svag duft af varm motorolie er på vej væk fra sportsvognsikonet. Det vil givetvis blive savnet af en del fans. Men til gengæld får de endnu kraftige præstationer og helt lineær acceleration. Og der er ingen vej tilbage. At netop Porsche nu går fuld elektrisk er et kraftigt signal om bilernes fremtid.
Ud af de ekstra 22 mia. kr. går ca. 3,5 mia. til udvikling af andre varianter af Taycan, 7,5 mia. til elektrificering og ’hybridisering’ af de eksisterende modeller samt andre milliardbeløb til udbygning af fabrikker, ny teknologi og ladestationer.
Se mere: Porsche sætter turbo på elektrisk mission