Grønt kik på Opels fremtid
Nyt om trafik og biler
27. august 2018

Foto: Opel
Opel viser, hvordan mærkets biler kan komme til at se ud midt i næste årti, hvor selvkørende elbiler er ved at være standard, og crossover-typen stadig er meget populær. Det sker med konceptbilen GT X Experimental.
Et sjældent kik ind i designafdelingen, giver Opel nu med denne friske konceptbil – med budskabet om, hvordan mærkets biler kan komme til at se ud midt i 2020’erne, altså om seks-otte år.
Normalt ville konceptbilen være centrum på Opels stand på oktobers Paris-udstilling, men Opel deltager ikke i udstillingen i år.
På størrelse med Corsa
Opel siger heller ikke, om konceptbilen, GT X Experimental, overhovedet er en fysisk bil, men det virker sådan.
Bilen er en ganske ydmyg femdørs crossover på samme længde som dagens Corsa og en akselafstand som Crossland X, 2,62 meter.

Konceptbilen kunne ligne den næste Crossland X, men er en mere bred forsmag for Opels designfremtid. Fotos: Opel
Den ligner også en ganske logisk afløser for Crossland X, men skal ses mere generelt som et vink om Opels designstil, når det bliver finpudset til næste årti.
Se mere: Opels fremtid: elektrisk, stadig tysk mere global
Designsproget kalder Opel for Vizor-design, noget der vil omfatte alle nye Opel-modeller i løbet af 2020erne.

Det er særligt frontpartiet med lygter, motorhjelm og 'grill', man skal hæfte sig ved. Elementerne er et varsel om designsproget på alle Opels modeller, der kommer fra midt i 2020erne.
Elektrisk og delvis selvkørende
GT X Experimental er en ren elbil bygget i lette materialer. Motoren er ganske beskeden, blot med en ydelse på 50 kW (68 hk). Batteriet er næste generations litiumion-batteri med induktionsladning, dvs. trådløs ladning.
Motor mener
Der er en friskhed og lethed over Opel konceptbil. Og så er den forbløffende ydmyg. Normal er konceptbiler, der skal vise fremtiden, meget maskuline, grænsende til det opulente. Her er det en lille elbiler med blot 68 hk.
Konceptbilen er delvis selvkørende, men Opel praler ikke og påstår, at den vil være helt selvkørende. Derimod ’nøjes’ den med niveau tre ud af fem. Det vil sige, at føreren under visse forhold kan tage hænderne af rattet og øjnene væk fra vejen.
Navnet er en henvisning til Opels første konceptbil fra 1960erne, GT Experimental. X’et er tilføjet for at adskille 2018-udgaven, og fordi det er tilnavnet på alle Opels crossovermodeller.